Inge Wredstrøm kan ikke blive træt af at lære nyt. Kort tid efter sin 64 års fødselsdag skal hun igen på uddannelse. Foto: Lisbeth Holten
”Jeg kom til Københavns Lufthavn for 30 år siden, har skiftet job cirka hvert tredje år her, og har taget uddannelse, hvis det nye job krævede en viden, jeg ikke havde i forvejen.
Jeg skiftede senest for et år siden til mit nuværende job som facility management koordinator. Her har jeg ansvaret for lokaler og alle de faciliteter, de enkelte afdelinger har brug for. Jeg er også ansvarlig for kunsten i lufthavnen og skal påbegynde en ny funktion som Backoffice for Teknisk Servicecenter, som modtager alle fejlmeldinger for hele lufthavnen.
Gennem hele mit arbejdsliv har jeg kastet mig hovedkulds ud i nye opgaver med nysgerrighed og lyst til at gøre en forskel til det bedre for arbejdspladsen og en udvikling til mig selv. Jeg er mange gange startet, uden at jeg kendte til opgaverne, men gerne ville lære det. Jeg har været med til at starte flere nye afdelinger op, senest for fire år siden. Undervejs har jeg taget længere videreuddannelse inden for projektledelse og ejendomsadministration, samt kurser inden for blandt andet it og ledelse.
Til september starter jeg på en uddannelse til procespilot. Jeg når at fylde 64 år, inden jeg starter kurset - og alligevel går firmaet så tæt på, at jeg bliver folkepensionist, ind og investerer i en firemåneders uddannelse til mig.
Stort tema om seniorerne
Politikere og arbejdsgivere vil gerne have, at vil bliver længere i jobbet. Men er der plads til de ældre medarbejdere? Læs temaet +50 på arbejdsmarkedet (Linket er udløbet pr 17/10 2022)

Om jeg skal pensioneres, når jeg kan, har jeg ikke taget stilling til. Lige nu holder jeg af at gå på arbejde. Jeg møder ingen fordomme omkring min alder og har nogle dejlige kolleger. Jeg tror, at det hænger sammen med, at jeg har udviklet mig i takt med opgaverne og ikke set begrænsninger i svære opgaver, men altid set muligheder. Jeg har i dag stadig lyst til at kaste mig ud i nye opgaver, og når man ofte får ros og lov til at arbejde selvstændigt, er det en fornøjelse at gå på arbejde.
Jeg tror på, at man selv er med til at skabe de rammer, man er i, og at unge som ældre i nogen grad selv er med til at skabe fordommene. Det handler jo om indstilling. Det giver mig en dejlig arbejdsdag at være positiv, ærlig, imødekommende, nysgerrig og melde ud, hvis der er noget, som er svært, og jeg har brug for hjælp. Hvis du deler ud af din viden, får du ny viden igen.”