Skal du passe dit arbejde som normalt onsdag den 5. juni, hvor Danmark fejrer sin grundlov, eller kan du tage i hvil i hængekøjen eller lænestolen?
Grundlovsdag er ikke en helligdag. Og dermed heller ikke en fridag for alle danskere. Om du har fri afhænger i første omgang, om du er dækket af en overenskomst.
Siden 2010 har grundlovsdag været en lønnet fridag i stort set alle HK/Privats landsoverenskomster. Du har imidlertid ikke ret til en hel fridag, hvis du er dækket af overenskomsterne med Dansk Kiropraktorforening (en halv fridag) eller Dansk Tandlægeforening (ret til frihed fra og med klokken 12.00).
Spørg din arbejdsgiver, om du har fri
Er du ikke dækket af en landsoverenskomst, kan du stadig godt have ret til at holde fri grundlovsdag. Det kan være en del af en særoverenskomst, lokalaftale, personalehåndbog eller din ansættelseskontrakt. Så husk at spørge din arbejdsgiver, hvis du er i tvivl.
Skulle du blive mødt med påbud om at arbejde på en overenskomstsikret fridag – altså fx 5. juni 2019 – så svarer det til at arbejde på en søndag med de tillæg, du evt. må have ret til.
Uanset om du skal arbejde eller ej, så er der i øvrigt rigeligt at lave den 5. juni i år. Der er både folketingsvalg, og det er fars dag.