Kvinde med hund

Foto: Lisbeth Holten

For godt to måneder siden meldte 56-årige Jeanette Dyekjær sig ledig i a-kassen. Hun var blevet opsagt fra en vellønnet stilling som assistent for ledelsen i en mindre dansk virksomhed. Hun har altid været medlem af en a-kasse, men denne gang er hun også dækket af HK Privats kollektive lønforsikring.

Med den forsikring, som trådte i kraft 1. september, får Jeanette Dyekjær samlet set - med dagpenge plus lønforsikring - dækket 80 % af sin løn i et halvt år. I kroner og øre betyder det for hende omkring 21.000 kroner fra lønforsikringen plus godt 18.000 kroner i dagpenge - altså samlet set omkring 40.000 kroner.

- Jeg har været ledig før og har ikke oplevet problemer med at finde job. Men det giver alligevel en rigtig god tryghed, siger Jeanette Dyekjær, der siden 1. september har været jobsøgende.

- Med lønforsikringen betyder det, at jeg står friere i forhold til fx at gå ud og tage et kortere vikariat og vente på det rigtige, fordi jeg ikke skal ud og finde en fastansættelse hurtigt. Det, synes jeg, er en rigtig rar fornemmelse.

Tidligere dækket af dyr lønforsikring
Lønforsikring er sådan set ikke noget nyt for Jeanette Dyekjær. Hun har i flere år betalt til en privat lønforsikring, der ligesom HK’s dækkede 80% af lønnen. Men en privat, individuel lønforsikring er langt dyrere. Mens HK Privats kollektive forsikring koster 79 kroner om måneden, betalte Jeanette Dyekjær godt 1.000 kroner om måneden for den private.

- Jeg har altid syntes, at dagpengene er urealistisk lave for mit vedkommende. Jeg ville have svært ved at finansiere min husleje, hvis jeg skulle gå ned på dagpenge. Jeg har jo sat mit liv og udgifter efter, hvor meget jeg har tjent. Så jeg synes lidt, at jeg har været nødt til at tegne en privat lønforsikring - derfor glædede det mig selvfølgelig, da jeg så, at HK nu finansierer en forsikring for os privatansatte, siger Jeanette Dyekjær, der dog godt synes, at man kan diskutere, hvor godt en fagforening skal sikre sine medlemmer med henvisning til, at man kan få op til godt 35.000 kroner om måneden afhængig af tidligere indtjening.

- Når vi har et arbejdsmarked, hvor det er nemt at opsige og ansætte, så er vi som lønmodtagere nødt til at have en sikkerhed. Jeg er rigtig glad for ordningen, men jeg synes godt, at man kan diskutere, om der ikke konsekvent bør være en optjeningsperiode, før man kan få ydelser fra lønforsikringen - ligesom ved en privat lønforsikring. Jeg har været medlem af og betalt til HK i mange, mange år, og så synes jeg, at det er lidt unfair, at man indtil for nylig bare har kunnet melde sig ind og være omfattet af lønforsikringen fra første dag.

Sådan er du dækket med HK Kollektiv Lønforsikring