Er du ansat i Coop eller en selvstændig brugs, skal du stemme om din overenskomst i år. Overenskomsterne mellem Coop, Brugsforeningernes Arbejdsgiver (BA) og Storbutikkernes Forhandlingsudvalg (SFU) på den ene side og HK Handel på den anden skal forhandles i foråret 2020, men på grund af den nuværende situation med corona i Danmark, er forhandlingerne justeret i forhold til situationen.

- Forhandlingerne med Coop skydes i gang d. 29. april, hvor forhandlingsudvalget tager hul på fællesbestemmelserne, siger faglig sekretær i HK Handel, Søren Boelt Tyndeskov, som også fortæller, at der allerede er gjort en del forarbejde.

- Der har i løbet af det seneste år været nedsat arbejdsgrupper, der har forberedt temaer som f.eks. den nye ferielov, for at gøre forhandlingerne så effektive som overhovedet muligt, forklarer han.

Derfor forventer Søren Boelt Tyndeskov også, at overenskomsterne kan forhandles færdige inden sommerferien.

- Efter fællesbestemmelserne er klar, vil de individuelle overenskomster blive forhandlet i løbet af maj og juni måned med den klare ambition at stå med et forlig på hele området ved udgangen af juni måned, siger han.

Som medlem af HK Handel kan du følge med i dit nyhedsbrev og via hk.dk/CoopOK20, hvor vi løbende opdaterer om forhandlingerne. Når afstemningen går i gang, får du direkte besked via mail og sms.

Søren Boelt Tyndeskov, der er faglig sekretær og forhandler i HK Handel, forventer, at overenskomsterne falder på plads inden sommerferien. Foto: Simon Klein Knudsen

 

 

 

Har vi dine oplysninger?

MitHK kan du se, hvilke oplysninger vi har registreret dig med. Log ind og se, om vi har de rette informationer. Du kan også opdatere dine oplysninger, hvis de skal rettes – så er du sikker på, at du får besked, så snart afstemningen går i gang.