'På tværs af myndigheder og ministerier er der lagt et meget kompetent stykke arbejde under vanskelige vilkår og stort arbejdspres gennem lang tid. Det er regeringen både meget bevidst om og også meget taknemmelig for', lød det i december fra Morten Bødskov i Politiken. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix.
Mange statsansatte var pressede i forvejen. Og mange har mødt et stort, langvarigt og ekstra arbejdspres med coronapandemien.
- Vi står nu i en helt særlig situation, og vores politikere er nødt til at lytte til udfordringerne, tilføre de nødvendige ressourcer og have modet til at prioritere i hverdagens mange opgaver, siger Rita Bundgaard.
Fredag den 22. januar var hun som formand for HK Stat sammen med formænd for andre faglige organisationer til møde med Morten Bødskov, der som skatteminister også er øverste chef for statens ’arbejdsgiverstyrelse’, Medarbejder og Kompetencestyrelsen.
LÆS OGSÅ: Rita før møde om arbejdspres: Ansæt flere midlertidigt og undgå hovsaløsninger
Regeringen har fokus på at prioritere
På dagsordenen var det ekstraordinære og store arbejdspres på statens arbejdspladser, og Morten Bødskov gav udtryk for, at regeringen er klar til at prioritere opgaverne, og pegede på, at der er allerede er en del lovgivning, som er udskudt, og at der er oprettet en særlig covid-19-jobbank, fortæller analysechef i HK Stat Thomas Lynge Madsen, der også deltog i mødet.
Baggrunden for mødet var de massive ekstraopgaver, som pandemien i snart et år har betydet for ikke bare sundhedsområdet, beredskabet og de erhvervsrettede ministerier, men for statsansatte i alle hjørner.
- Vi takker ministeren for et godt og nødvendigt møde. Vi sætter pris på, at regeringen anerkender, at der er et ekstraordinært højt arbejdspres i staten, og at det er noget, vi er nødt til at håndtere, siger Rita Bundgaard.
Behov for balance mellem opgaver og ressourcer
Mange steder oplever vores medlemmer et akut behov for at sikre en bedre balance mellem opgaver og ressourcer for at lette arbejdspresset.
Fra statens it-folk, der pludselig skulle få tusinder af sikre hjemmearbejdspladser op at køre og Udenrigsministeriets callcenter, der skulle redde strandede danskere hjem til hele lovgivningsapparatet og uddannelserne, har coronaen medført en total forandring og for titusindvis af statsansatte et kraftigt øget arbejdspres, lyder det.
- Derfor hører vi også, at der flere steder er brug for at tilføre flere årsværk – altså ansætte flere medarbejdere i staten på ordinære vilkår. Der er nogle steder brug for et varigt løft. Andre steder kan det være midlertidige ansættelser, men staten må sikre ordentlige vilkår, og privatansatte vikarer løser ikke problemet, siger Rita Bundgaard.
Ansæt eleverne
Det er i det hele taget vigtigt, at regeringen fortsat har fokus på den centrale finansiering, så statens arbejdspladser får dækket deres corona-relaterede udgifter, mener hun. Og organisationerne opfordrer alle statslige topchefer til at bruge deres samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøorganisationen til at pege på problemer og løsninger.
Rettidig og modig planlægning er også vigtigt i den sammenhæng, påpeger hun, og så havde HK Stat en konkret idé med til regeringen.
- Et effektivt forslag i den forbindelse kan være at ansætte vores nyuddannede kontorelever til sommer. Tilbyd dem en ansættelse på 3-6 måneder eller længere, hvis der er brug for dem. De kender allerede arbejdspladserne.
Lang arbejdspukkel efter corona
Ministeren konkluderede, at han vil følge op på arbejdspresset i forhold til sine ministerkolleger, og det glæder HK Stat-formanden, som forventer flere møder om emnet.
- Vi har brug for en anerkendelse af den store indsats, der bliver lagt, men også af det efterslæb, der vil fylde i lang tid de steder, hvor al normal drift er lagt til side. Der er ingen tvivl om, at der kommer langt efterspil efter coronaen, så det er godt, at vi har taget hul på dialogen. Og vi er enige om, at vi fortsat skal have fokus på de store mængder ekstraarbejde, siger Rita Bundgaard.
Har du og dine kolleger også fået ekstra travlt på grund af pandemien? Skriv en mail til HK Statbladet, hvis du eller I vil fortælle om jeres situation.