De fleste af os har tillid til, at vores lønseddel passer. Ja, hele 94 % af de danske lønmodtagere har tillid til, at tallene på lønsedlen er korrekte, viser en undersøgelse, som Epinion har udført for Fagbevægelsens Hovedorganisation i 2019. Og 25 % af deltagerne i undersøgelsen tjekker aldrig deres lønseddel.

Alligevel har hver anden oplevet, at lønsedlen ikke helt stemte. Så der er al god grund til at lige at give din lønseddel et tjek. Her er nogle af de nøgletal, som du bør tjekke løbende.

6 tips, når du skal tjekke din lønseddel

1. Få tjekket en lønseddel af din fagforening og brug den til at holde op mod de næste. Stemmer beløbene overens?

2. Hold øje med ”år til dato”-saldoen i bunden af din lønseddel, og om tallene ruller rigtigt videre fra måned til måned. Her vil en fejl ofte kunne opdages.

3. Hvis dine feriedage bliver opgjort på din lønseddel, så tjek, om antallet af feriedage, du har optjent og afholdt, stemmer.

4. Hold øje med pensionsindbetalingen, og hvad Der bliver regnet pension af.

5. Tjek desuden, om det beløb, der står, at der er indbetalt til pension, også rent faktisk er sat ind. Det kan du gøre hos dit pensionsselskab eller på Pensionsinfo.dk.

6. De fleste overenskomstansatte i private virksomheder har ret til et ekstra pensionsbidrag, når man er på barsel. Det er dog ikke alle arbejdsgivere, der er opmærksomme på det. Det er derfor vigtigt at være særlig opmærksom på den sidste lønseddel, du modtager, inden du overgår til barselsdagpenge.

Du kan altid tage fat i den lokale afdeling på tlf. 7011 4545 og få hjælp til at få tjekket din lønseddel.