HK.dk logo

Nyhed

Over 47 millioner kroner til HK Østjyllands medlemmer

47.316.484 kroner. Så meget hentede vi i erstatninger og efterbetalinger til vores medlemmer i 2020, viser ny opgørelse. Antallet af medlemmer, der fik erstatning, er næsten fordoblet siden sidste år. Bekymrende, mener formand.

1.152 medlemmer henvendte sig sidste år til HK Østjylland, fordi de havde brug for hjælp til at løse en konflikt, hvor erstatning eller godtgørelser var en del af kravet. Derudover har vi rådgivet og vejledt tusindvis af medlemmer, som efterfølgende selv har løst konflikten, eller har fået hjælp af en tillidsrepræsentant.

De 47,3 millioner er udbetalt som følge af blandt andet usaglig opsigelse, konkurs, arbejdsskader, manglende udbetaling af løn, feriepenge, pension eller fritvalgsordning og forskelsbehandling.

 

Bekymrende med det store antal

- I sig selv er det jo en trist udvikling, at så mange har haft problemer i deres arbejdsliv, men det er da en god nyhed, at vi har skaffet så mange penge hjem til de medlemmer, der har oplevet problemer i deres arbejdsliv. Desværre har vi set væsentligt flere arbejdsskadesager i det kommunale, end vi plejer at se. Pas på dig selv derude - også hvis du arbejder hjemme, siger formand for HK Kommunal Østjylland, Hans-Henrik Hansen. Når det samlede beløb til erstatninger er mindre end sidste år, skyldes det et betydeligt lavere antal konkurser end tidligere.

 

Hans-Henrik Hansen

Hans-Henrik Hansen, formand for HK Kommunal Østjylland.

- Jeg kan da godt være bekymret for, om der kommer mange konkurser på det private arbejdsmarked, efterhånden som hjælpepakkerne ophører. Generelt er jeg bekymret for konsekvenserne af den samlede Corona-regning, og jeg håber bestemt ikke, at den medfører afledte besparelser i det offentlige, siger Hans-Henrik Hansen, der opfordrer sine medlemmer til at sikre sig de bedste kort på hånden.

- Når man lever i en usikker tid, er det ekstra vigtigt at sikre sig, at man står bedst muligt, hvis ens job blev sparet væk. Derfor opfordrer jeg dig til at efter- og videreuddanne dig mest muligt. Alle kompetencer tæller, og husk løbende at skrive dem på dit CV, siger Hans-Henrik Hansen.

 

Behovet for en rigtig fagforening

- I HK bliver vi ofte inviteret med til bordet hos kommuner og regioner for at drøfte og bidrage til en god fælles løsning for dit arbejdsliv. Men som denne opgørelse viser, går det jo desværre galt for en del medlemmer, men jeg håber, at du finder tryghed i, at vi er der for dig og er klar til at give dig en grundig og seriøs behandling, hvis du skulle komme i samme situation, slutter Hans-Henrik Hansen.

Du får juridisk rådgivning og retshjælp

Får du brug for det i forbindelse med dit arbejde, så er juridisk rådgivning og retshjælp en del af dit HK-medlemskab. Vi hjælper dig med at få løst konflikter med din arbejdsgiver og fører din sag hele vejen gennem retssystemet, uden at det koster dig ekstra. Vinder vi en retssag for dig, og får du tilkendt erstatning eller økonomisk kompensation, beholder du selvfølgelig alle pengene selv.

Læs mere