Finansministeriet har ikke nuværende tidspunkt planer om at fastsætte nogle krav eller regler for, hvilket tidsrum det skal være tilladt for kommunen at sende digital post til borgerne i. Det skriver Finansminister Nicolai Wammen (S) i et svar til SF’s beskæftigelsesordfører Karsten Hønge.
Finansministerens svar kommer i kølvandet på SF’s forslag om helt at forbyde beskeder fra det offentlige i weekender og helligdage. Men ifølge finansministeriet kan der være gode grunde til at kommuner sender digital post uden for normal arbejdstid.
Han skriver, at det blandt andet drejer sig om indkaldelse til Covid-19 vaccination eller post med en forkyndelse fra Danmarks Domstole, som er vigtigt for borgerne at se hurtigt.
Men i nogle situationer vil det også være teknikken, der afgør om posten afleveres direkte til borgerne eller virksomheder efter myndighedens afsendelse. Det gælder blandt andet masseforsendelser, hvor myndigheder sender mange hundredetusinde beskeder på én gang.
I de tilfælde vil nogle af forsendelserne udskydes til om natten, så systemet ikke bryder sammen.
VARSLER NYE MULIGHEDER
Finansministeren løfter dog sløret for, at det kommende Digital Post-system muligvis vil tilbyde en løsning på problemet.
Her vil det være muligt for borgerne selv at foretage tekniske ændringer, der begrænser udsendelsestiderne af de sms’er, de modtager, når de får ny digital post.
På den måde vil borgerne kunne vælge om, de vil modtage beskeder uden for almindelig arbejdstid.
HK: BURDE KUNNE KLARES TEKNISK
I HK Kommunal mener man, at vigtige afgørelser, der har stor betydning for borgerens situation, kun bør udsendes i visse tidsrum.
- Det er vigtigt, at borgerne har mulighed for at komme i kontakt med en medarbejder, hvis de har spørgsmål eller brug for vejledning. Derfor bør nogle typer post kun udsendes i hverdage inden for almindelig arbejdstid, siger HK Kommunals næstformand Mads Samsing.
Samtidig efterlyser han dog bedre tekniske løsninger, så medarbejdere ikke ubevidst kommer til at sende en besked med flere timers forsinkelse til borgere.
- Det burde kunne klares teknisk, så det ikke er noget, den enkelte medarbejder skal slås for meget med, siger han.