Mand foran reol med LP'er.

I løbet af det seneste år har Kasper Find Rasmussen flere gange forsøgt at erstatte aflyste koncerter med livesessions på nettet. Men det er bare noget helt, helt andet, og slet ikke sjovt. Så nu nøjes han med sine LP’er. Foto: Jeppe Carlsen

- Jeg bruger al min tid på musik, og på de oplevelser, der er i den. Ikke siden jeg var helt ung, har jeg gået så længe uden at arbejde - eller uden at være til en koncert. Derfor har de sidste 12 måneder også føltes meget surrealistiske og uvirkelige, siger Kasper Find Rasmussen.

I hele sit arbejdsliv har 51-årige Kasper Find Rasmussen arbejdet inden for musikbranchen, hvor han blandt meget andet har haft sit eget pladeselskab og været kommunal kulturkonsulent. De seneste år har han som ansvarlig for al administration på Spillestedet Stengade været med til at stå for en lang række koncerter for etablerede kunstnere og unge fra den lokale undergrund.

Men siden nedlukningen i marts 2020 har det ellers så navnkundige hus på Nørrebro været helt, helt stille. Normalt består Kasper Find Rasmussen og hans kollegers arbejde i at facilitere rammer for uprøvede artister, at finde på nye publikumsformater, der gør det sjovere at være gæst, og i at uddanne og udvikle de frivillige, der gerne vil have en karriere i musikbranchen.

- De få gange, jeg har været på arbejde det sidste år, har det været fuldstændig modsat. Det har været aflysninger og refunderinger af billetter - alt det negative. Det har været helt forfærdeligt, siger han.

13,9 milliarder kroner er blevet udbetalt i lønkompensation frem til 22. februar i år. Kilde: Erhvervsstyrelsen.
Den første måned af nedlukningen håbede og troede alle på spillestedet på, at scenelyset kun ville skulle være slukket for en kort periode. Men 37 timer blev hurtigt reduceret til 8 timer om ugen, og siden maj har Kasper Find Rasmussen været hjemsendt på lønkompensation med undtagelse af få enkelte dage, hvor de troede, ”at nu var det nu, de skulle til at åbne igen”.

Stilheden på Kasper Find Rasmussens mange, lange coronagåture har været akkompagneret af tanker om fremtiden. Selv om spørgsmålet, om han skulle kaste sig over noget andet, har været oppe og vende, har han valgt at bevare roen.

 

- Jeg elsker alt omkring musik og de mennesker, jeg arbejder med i branchen. Det giver mig energi, at jeg kan knokle for, at folk får den oplevelse at stå på scenen for første gang. Og når jeg selv går til koncert og står oppe foran scenen, kan jeg være høj i flere uger bagefter, siger han.

Kasper Find Rasmussen er ikke i tvivl om, at Stengade nok skal blive fyldt op af musikberusede gæster igen - selv om det kommer til at tage tid. I mellemtiden har han været med til at etablere et samarbejde med Blå Kors, så der igen er kommet liv i huset. Siden januar har hjælpeorganisationen brugt det som værested til udsatte og hjemløse.

- Når nu vi ikke selv kan bruge det, så er det helt sikkert det næstbedste - og helt i stedets ånd.

DET BETYDER CORONA FOR DIT ARBEJDSLIV

I HK Privats guide kan du løbende holde dig opdateret på dine rettigheder og pligter, i takt med at nye spørgsmål opstår, og initiativer fra regeringen bliver lanceret.Guiden bliver løbende opdateret med den nyeste information.