Kvinde med mundbind, der rækker en hånd ud af et vindue

Lægesekretær Heidi Eirby har altid lagt vægt på patienterens krav om diskretion, men det er blevet udfordret under pandemien. Foto: Kåre Viemose

- Jeg må sige, at mine grænser har flyttet sig. Jeg har altid lagt vægt på, at patienterne har krav på diskretion omkring deres helbred. Men pludselig har jeg kunnet høre mig selv spørge patienter, om det var i orden, at lægen kom ud på parkeringspladsen og kiggede på deres udslæt. Og urinprøver, dem kunne de bare aflevere gennem vinduet!

Sådan fortæller Heidi Eirby om den første tid efter nedlukningen 11. marts 2020. Allerede denne dag fik de praktiserende læger besked på at begrænse antallet af patienter, der mødte op i klinikken, og finde andre måder at tilse patienterne på.

Derfra er det strømmet ind med nye instrukser fra sundhedsmyndighederne. Sommetider to gange om dagen. Og af og til blev der vendt op og ned på de gældende retningslinjer. Fx kunne patienter med kroniske lidelser blive sygemeldt i begyndelsen af pandemien, hvis der var risiko for, at de blev udsat for smitte på jobbet. Det blev senere ændret til, at de sagtens kunne møde på arbejde, hvis de blot havde de rigtige værnemidler.

- Det var svært at balancere. Vi havde mange opkald fra patienter med kroniske lidelser, som var utrygge ved at gå på arbejde. Men vi kunne kun sige, at sådan er retningslinjerne nu, uden rigtig at kende baggrunden for den ændrede beslutning, siger Heidi Eirby.

 

11 % Så meget er antallet af telefon- og emailkonsultationer i gennemsnit steget i perioden fra marts til november 2020, når man sammenligner med året før. Kilde: Praktiserende Lægers Organisation

 

En anden udfordring, som fyldte i foråret, var knapheden på værnemidler. Ad private omveje havde klinikken fået en stor håndfuld mundbind, og først 17. april fik man den første sending fra Region Midtjylland. Men der var ikke nok værnemidler som mundbind og visir til at dække behovet.

- Det var lidt utrygt. Jeg ved godt, hvordan man skal bruge værnemidlerne, men vi havde ikke nok til, at vi kunne skifte, sådan som brugsanvisningerne foreskriver. Og selv da vi havde fået værnemidler nok, så kunne jeg møde patienter, som havde været i klinikken tidligere på dagen, i Brugsen - men nu uden mundbind på.

- Derfor er jeg glad for, at vi har fået et generelt påbud om mundbind. Heidi Eirby får stadig mange opkald fra patienter, der er bekymrede, men i dag handler opkaldene om, hvornår de kan forvente at blive vaccineret.