Corona og øget brug af hjemmearbejde giver problemer for IT-sikkerheden.

Det viser rapporten ”Danskernes informationssikkerhed”, som er lavet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med bla KL og IT-sikkerhedsfirmaer.

To forhold giver løftede øjenbryn og grund til bekymring.

Hver tredje finder selv filtjenester

Nedlukningen af offentlige arbejdspladser har givet betydeligt mere hjemmearbejde – og næsten hver fjerde fortæller, at de helt eller delvis bruger en privat computer til at arbejde hjemmefra – og som ikke er godkendt af arbejdspladsen. 

Dvs at adgange til systemer, automatiske sikkerheds- og antivirus-opdateringer, automatisk back up og håndtering af informationer er uden for arbejdspladsens sikre miljø. 

To ud af tre bruger arbejdspladsens tjenester til fildeling, mens den sidste tredjedel altså anvender tjenester, som de selv finder. 

Adgangskoder genbruges

Samlet set oplyser 14 pct. af de offentligt ansatte, at deres arbejdsplads ikke har retningslinjer for brug af disse fildelingstjenester og kommunikationskanaler i forbindelse med hjemmearbejde, og hele 23 pct. ved ikke, om der er retningslinjer. 

Analysen viser også, at 35 pct. af de offentligt ansatte anvender en VPN-forbindelse i forbindelse med arbejde uden for arbejdspladsen, mens 53 pct. bruger et privat hjemmenetværk med kode.

En sidste bekymring går på brugen af adgangskoder.

Cirka hver fjerde bruger samme kodeord til flere systemer og tjenester, ligesom samme andel anvender samme kodeord privat som på arbejdet.