Drømmer du om at investere i en flot, ny Tesla, skal du lige tænke dig om en ekstra gang. I hvert fald hvis du gerne vil handle ansvarligt med firmaer, der hylder principper om transparens i miljøregnskabet og rettigheder for deres medarbejdere.

Pensionsselskabet Sampension, hvor størstedelen af HK Kommunals og HK Stats medlemmer har deres opsparing til alderdommen, har fravalgt at have aktier i Tesla – netop fordi man som investor ikke kan få indsigt i elbilproducentens forurening af deres fabrikkers nærområder eller virksomhedens samlede CO2-udledning. Samtidig har Tesla også et problematisk forhold til lønmodtagerrettigheder, der blandt andet kommer til udtryk i en modstand mod, at deres ansatte organiserer sig.

Den for nogen sikkert overraskende konsekvens, som Sampension har taget, kan man læse om i pensionsselskabets nye, digitale magasin ”Ansvar”, der efter planen skal udkomme tre gange om året. Man kan også læse om baggrunden for eksklusionen af næsten 300 andre virksomheder, der ikke lever op til visse standarder inden for klima, menneskerettigheder, ligestilling, skattetransparens, korruption osv. – og meget andet om de mange overvejelser, valg og fravalg, det kræver at investere ansvarligt.

Se det første nummer af ”Ansvar” her.