Risikoen for søvnløse nætter øges betydeligt, hvis man gennem længere tid har været udsat for mobning eller eksklusion på arbejdspladsen.

Sådan lyder konklusionen fra et nyt studie, som den norske forskningsenhed STAMI står bag.

Undersøgelserne viser blandt andet, at 30 procent af alle dem i arbejde har inden for den seneste måned lidt af søvnproblemer. Heraf nævner i alt 38 procent af den gruppe, at søvnproblemerne helt eller delvist skyldes mobning eller andre psykosociale forhold på jobbet.

Og det kan ifølge forskerne få alvorlige sundhedsmæssige følger for de ramte, fordi søvn er altafgørende for vores sundhed.

- Det er ikke overraskende at mobning på jobbet har alvorlige og skadelige konsekvenser for søvn. Arbejdspladsen er vigtig i forhold til de ansattes økonomiske situation, deres personlige identitet og derfor også deres sundhed og velfærd, fortæller Morten Birkeland Nilsen, der er forsker ved STAMI og en del af det forskningsteam, der har lavet undersøgelsen.

Mobning er stadig udbredt

Trods skadelige påvirkninger er mobning stadig et udbredt fænomen på de danske arbejdspladser.

Forskningsinstituttet VIVE har i en ny undersøgelsefået kortlagt krænkende handlinger og konflikter på det danske arbejdsmarked. Og her svarer hver 13. lønmodtager, at de inden for de seneste 12 måneder har været udsat for mobning på arbejdet.

I de fleste tilfælde er det ledere eller kolleger, der står bag mobbehandlingerne, mens kun en mindre del føler sig mobbet af kunder, patienter, klienter eller lignende.