Fra 2000-2018 er organiseringsgraden faldet fra 69,1% til 53,2 % for de traditionelle fagforeninger. Det viser tal for Forskningscenter for arbejdsmarked og organisering ved Københavns Universitet (FAOS). Det er en forfaldshistorie, som de fleste kender til, men det risikerer også at blive en selvopfyldende profeti, og det provokerer organiseringsansvarlig og forfatter Esben Noël Hjort:
- Jorden brænder på alle måder under fødderne på os i fagbevægelsen, men nogle gange kan det virke som om, at vi har glemt, hvad fagbevægelsens styrke egentlig består i. Nemlig de stærke fællesskaber og relationer, der flytter noget sammen. Men det kræver samtidig, at vi tænker i at aktivere fællesskaberne fremfor bare at servicere medlemmerne, når de ringer, siger Esben Noël Hjort og tilføjer:
Ingen bliver stærkere eller mere engagerede af, at andre ordner alt for dem. Det er en misforstået godhed. Vi skal simpelthen ud af rollen som curlingforælder.
Esben Noël Hjort peger samtidig på, at fagbevægelsen skal skrue ned for reklamebudgetterne og prioritere relationsområdet højere. Det handler om at involvere frem for at informere. Han opstiller i sin bog 10 organiserende grundprincipper. Enkeltvis kan de virke banale, men samlet er de opskriften på en styrket organiseringsindsats.
- Jeg håber, at bogen kan bruges som et wake up call på tværs af fagligheder. De 10 principper er nogle, som jeg selv og andre gode kolleger bruger aktivt i vores arbejde med organisering. Men det her handler jo netop ikke om enkelte gode initiativer og småideer, men om en samlet ramme for et professionelt arbejde med den organiserende fagforening.
Bogen skal bruges til undervisning af tillidsrepræsentanter, politisk valgte, faglige sekretærer, kommunikationsfolk med mere i fagbevægelsen. Esben Noël Hjort håber også, at den vil danne et solidt bagtæppe for en intern debat om, hvordan man går til sine medlemmer og får dem aktiverede.
Om forfatteren
Esben Noël Hjort er ansat i HK Privat og har arbejdet med organisering i 12 år både som organizer centralt og lokalt samt som udviklingschef i en lokalafdeling. Han underviser tillidsfolk, medarbejdere og ledere i fagbevægelsen i organisering og relationsarbejde og er en flittigt anvendt oplægsholder. Esben har tidligere været Uddannelses- og udviklingschef på fagbevægelsens kursussted Konventum.