Sara Cramer (tv.) og Nathalie Tobiesen Schmidt, HK Service HovedstadenSara Cramer (tv.) og Nathalie Tobiesen Schmidt fra uddannelsesteamet i HK Service Hovedstaden er i gang med de sidste forberedelser før et online-kursus. Det gælder om at sikre et seværdigt resultat til de medlemmer, der er med hjemmefra.

HK’s uddannelsesuge startede som et forsøg i HK Hovedstaden for et par år siden. De gode erfaringer fra dét forløb har i dag ført til, at alle arrangementer i den digitale uddannelsesuge 2021 er åbne for alle forbundsmedlemmer, uanset afdeling og sektor. Uddannelsesugen skydes i gang mandag den 17. maj.

”Det er en fantastisk ide at lave denne her uddannelsesuge, og man burde have den ude i alle HK’s afdelinger rundt i Danmark”, foreslog en deltager i tilbage 2019 efter at have været med.

Det er i år lykkedes for uddannelsesteamet i HK Service Hovedstaden at få alle HK’s 7 afdelinger med på ideen, og interessen for at deltage i et af de 19 arrangementer i uddannelsesugen er stor. Mere end en uge før take off har over 1.500 medlemmer meldt sig til.

- Vi vil med Uddannelsesugen være med til, at HK’erne skærper interessen for efter- og videreuddannelse. Det handler om at gøre medlemmer nysgerrige på fremtiden, påpeger HK Hovedstadens fællesformand Christian Grønnemark.

- Vi er optaget af at ruste HK’s medlemmer til en buldrende, udfordrende men også spændende fremtid, tilføjer han.

En bred palette af tilbud
Årets fokus i uddannelsesugen er i høj grad lagt på at vække HK’erne interesse for at efter- og videreuddanne sig. Hvor skal du for eksempel begynde, og hvordan kan du få overblik over mulighederne?

Du kan få svaret på det allerede mandag 17. maj på et webinar, hvor studievejleder Joan Mathiesen fra KEA åbner den digitale uddannelsesuge i HK

Og muligheden for at blive opdateret og fagligt skarp ligger lige for i Uddannelsesugen. Hvis du eksempelvis vil tage et akademi- eller diplomfag digitalt, kan du gøre det via Smart Learning, som er erhvervsakademiernes samlede online uddannelsestilbud.

Du kan også lære, hvordan du ved hjælp af simple no-code-værktøjer selv kan udvikle apps og lave automatiseringer, der rykker. Det, som har allerstørst betydning for vores arbejdsmarked i disse år, er nemlig automatiseringsteknologien. 

Eller du kan blive bliv klogere på relationer, som spiller en stadigt større rolle i den digitale hverdag. Der er oplæg om gode råd, hvis du vil skifte branche. Du kan styrke din grønne profil med nye kompetencer, og i selskab med erhvervsskolerne kan du tirsdag 18. maj få solid viden om de mange korte uddannelsesforløb, skolerne tilbyder.

Digital Uddannelsesuge 2021

Det handler om fremtiden
Erhvervsakademier og erhvervsskoler fra hele landet deltager med faglige oplæg og input. De viser, hvad de har på hylderne - specifikt målrettet HK’ere.

Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning præsenterer deres livestreams om en række emner som stress, søvn og politik, kunst, litteratur og historie.

Det arbejdsmarked, HK’erne er i, udvikler sig i en hastighed, som er hæsblæsende. Derfor er der brug for at holde sig opdateret gennem hele arbejdslivet og at sætte sig ind i, hvad fremtidens kompetencer er og vil blive.

Du kan få et overblik torsdag 20. maj i Uddannelsesugen, når uddannelseskonsulenter fra HK’s 4 sektorer kommer med deres bud på, hvordan HK’ere former fremtidens arbejdsmarked.

”Jeg håber, at du og dine kolleger vil fortsætte jeres fantastiske arbejde – det er guld værd”, skrev en deltager om uddannelsesugen.

”Jeg er i hvert fald blevet mindet om, hvor vigtigt det er, at man efteruddanner sig”.

Uddannelsesugen 2021 løber over skærmene fra 17.-21. maj. Se hele programmet på www.uge20.dk. Du kan stadig nå at melde dig til.