Kvinde på havnefront

Ann Bach Mortensen søgte og fik nyt job, selv hun ikke havde kvalifikationerne helt på plads. Foto: Lisbeth Holten

Havde der aldrig været en coronavirus - og havde den ikke så eftertrykkeligt såret en hel branche, som det har været tilfældet - så havde 54-årige Ann Bach Mortensen sikkert været i rejsebranchen arbejdslivet ud.

Det tror hun. Det er trods alt her, hun har været i 30 år. Og haft en fest - såvel fagligt som i den mere direkte betydning.

- Jeg har virkelig været ulykkelig over at skulle forlade min branche og har været igennem en form for sorgfase, hvor jeg har brugt meget tid på at erkende, at nu var tiden altså en anden. Og at alt pegede i retning af, at jeg meget snart skulle til at lave noget andet, fortæller Ann Bach Mortensen.

Det er i sandhed noget andet, hun laver nu. Siden 5. februar har hun været ansat som customer care konsulent ved Visma Dataløn, hvor hun skal rådgive kunderne i brugen af lønsystemet. Det er, skulle vi hilse at sige, lidt noget andet end at sælge rejser til Singapore.

Slået hjem på lønkompensation

Men lad os lige spole tiden tilbage til foråret 2020. Der var ikke noget at lave hos FCM Travel Solutions, hvor Ann Bach Mortensen var ansat som rejsekonsulent. Ingen skulle jo ud at rejse. Fra marts sad Ann Bach Mortensen lamslået derhjemme, sendt hjem på lønkompensation.

Uden udsigter til lysere tider i den nærmeste horisont. Opsigelsen i efteråret var da også verdens mindste overraskelse. Men hvad skulle hun så? 54 år gammel, én krisebelastet branche på cv’et, og ingen efteruddannelse eller diplomer på de kompetencer, hun havde samlet op og forfinet over 3 årtier.

- Jeg har undervejs været rigtig bange for, om jeg overhovedet kunne få et job. Man hører jo om, hvor svært det er for os over 50 år. Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne tillade mig at være kræsen og spille hasard med mine sidste 10 år på arbejdsmarkedet, siger Ann Bach Mortensen.

I stedet for straks at søge nye job besluttede hun sig for at bruge sine tre måneders opsigelse på at tænke rigtig grundigt over fremtiden - mens hun dygtiggjorde sig til jobsøgningen ved at afklare kompetencer, tage kurser i at skrive ansøgninger og cv og opdyrke og dyrke netværk.

- Jeg vidste, at jeg skulle have et udadvendt job. Noget med kunder, for jeg drives af at være sammen med andre mennesker. Men inden for hvilken branche, vidste jeg ikke noget om, siger Ann Bach Mortensen.

 

Er du klar til at skifte spor i arbejdslivet?
34 % svarer ”Ja”
39 % svarer ”Nej”
27 % svarer ”Ved ikke”
Kilde: Epinion for HK Privat, marts 2021. 1.054 medlemmer deltog i undersøgelsen

 

Arbejdsgivere ser på andet end faglighed

Så hun søgte bredt. Kontorjobs og receptionistjob. Hos elektrikere og på advokatkontorer. Indtil stillingsopslaget fra Visma Dataløn dukkede op, og Ann Bach Mortensen med det samme vidste, at hun ville have det.

- Der var så meget i det job, der tiltalte mig som person. Både indholdet og kundekontakten, men også, at de lovede efteruddannelse - hvilket jeg meget sjældent har set i et stillingsopslag, siger Ann Bach Mortensen.

- Men jeg vidste altså ingenting om lønsystemer. Så jeg kom helt uden den specifikke faglighed, men til gengæld med det, jeg har lært i rejsebranchen, og med min personlighed. Og det ansatte de mig altså på.

Og det er sådan set hendes pointe til andre i samme situation: Lad dig ikke begrænse af manglende specifikke kvalifikationer. Der er - heldigvis - arbejdsgivere, der vægter andet end erfaring inden for netop deres fagområde højt.

- Så søg bredt. Vær åben over for alle muligheder. Når jeg snakker med folk, synes jeg alt for ofte, de fokuserer på alt det, de ikke kan, i et stillingsopslag. Jeg har da også været helt overvældet af følelser den første tid hos Visma: Kan jeg overhovedet finde ud af det?

Men ja, selvfølgelig kan jeg det - og der er ingen, der forventer, at jeg skal kunne det med det samme. Og skulle der være en arbejdsgiver, der læser med: - I kan altså roligt give os rejsekonsulenter, som har mistet vores job under corona, en chance. Vi kan virkelig mange ting og er meget omstillingsparate.