Mange administrationsbachelorer kæmper for at få et godt fodfæste ude på arbejdsmarkedet. En del arbejdsgivere kender ikke til deres faglige profil, og derfor kommer mange ikke i betragtning til stillinger, selvom de egentlig matcher deres kompetencer.
Det problem oplevede Karin S. von der Maase på egen krop, da hun i januar stod med sit eksamensbevis som færdiguddannet administrationsbachelor i hånden.
Det var hårdt, men efter et par måneder med ledighed fik hun pludselig et opkald fra Olja Miskin, der er virksomhedskonsulent i HK Jobbørs, hvor Karin S. von der Maase havde oprettet sit CV.
Olja Miskin fortalte, at hun havde fundet et ledigt barselsvikariat i Rebild Kommunes Center for Plan, Byg og Vej, der matchede hendes faglige profil.
Og derfra gik det stærkt. Blot et par dage efter opringningen fik Karin S. von der Maase at vide, at jobbet var hendes.
- Jeg er dybt taknemmelig for den måde ansættelsesprocessen har fungeret gennem HK Jobbørs. Jeg har før søgt stillinger på normal vis, hvor jeg er havnet i en stor pulje på 200 til 300 ansøgere, som alle havde meget forskellige baggrunde. Men med HK Jobbørs blev det ”lag” skrællet af, og så blev jeg endelig valgt, siger hun.
En genvej til job
HK Jobbørs fungerer nemlig på den måde, at virksomheder henvender sig med et ledigt job. Derefter finder platformens virksomhedskonsulenter fagrelevante kandidater til stillingen.
HK’s medlemmer har mulighed for at oprette deres CV, uanset om de er ledige eller i job. På den måde kan de komme foran i køen, når en virksomhed søger medarbejdere.
Karin S. von der Maase føler i hvert fald, at platformen har givet hende et uundværligt forspring i karriereræset og sat hende i forbindelse med en arbejdsplads, som ikke før havde tænkt som en mulighed.
- Som administrationsbachelor kæmper jeg virkelig med, at der er mange arbejdsgivere, som ikke kender til min faglige profil. Men det gør HK’s virksomhedskonsulenter heldigvis, så de kan hurtigt se, når en virksomhed efterspørger en medarbejder med nogle kvalifikationer, som matcher vores, siger hun.
Stort potentiale
Det er heller ikke så tit, at de uddannede administrationsbachelorer finder vej ud til kommunerne. For selvom de får en uddannelse i offentlig administration ender de ofte inden for statslige eller private arbejdspladser.
Dog kan der være god grund til at genoverveje om en levevej inden for det kommunale kunne være mulighed, hvis man er en jobsøgende administrationsbachelor.
Der er i hvert fald et stort, uudnyttet potentiale gemt i mange af kommunernes miljø-og teknikforvaltninger, påpeger Lars Brandstrup Nielsen, der er fagkonsulent i HK Kommunal.
- En stilling i miljø- og teknikforvaltningerne kræver som regel, at man har en solid faglig viden om lovstof og administrativt arbejde. Men der vil også blive efterspurgt analysetekniske evner på et højt niveau, og det rammer præcis ned i administrationsbachelorernes færdigheder, siger han.
Samtidig er kommunernes miljø- og teknikforvaltninger midt i en rivende udvikling, hvor hovedfokus de næste par år vil være på den grønne omstilling. Og det kan ifølge Lars Brandstrup Nielsen skabe grobund for en masse nye spændende opgaver for administrationsbachelorerne.
- Der vil være en masse arbejdsopgaver forbundet med klimatilpasningen, og som vil kræve en del analysekapacitet. Det kunne administrationsbachelorerne med fordel byde ind på, hvis de er interesseret i at få job i en kommune.