– Jeg kan ikke huske, hvornår vi før har haft så stor efterspørgsel efter HK’ere. Det er over hele linjen – regnskabs- og økonomifolk, butiksmedarbejdere, sagsbehandlere og lagerfolk. Både vikariater og fastansættelser, og langt de fleste på fuld tid, siger Lone Bjørnkjær i HK MidtVest.
Som jobformidler i HK JobBørs matcher hun HK’ere med ledige jobs i private og offentlige virksomheder – for tiden dobbelt så mange, som hun plejer.
Tusinder af HK-jobs
Vaccineplan, genåbning og færre restriktioner har givet de danske arbejdspladser tro på en mere stabil økonomi, og jobmarkedet er for alvor kommet i omdrejninger. Ikke siden 2006 – kort før finanskrisen – har antallet af ledige jobs været så højt. Alene i maj blev der lagt 31.100 nye jobannoncer på nettet, viser tal fra Jobindex.
Den positive udvikling på jobmarkedet giver også HK’ere vind i sejlene.
– Lige nu er der flere tusinde HK-jobs at søge i branchen Handel. Salgsmedarbejdere – om det er salgsassistenter, sælgere eller salgselever – er aktuelt den mest efterspurgte HK-faggruppe overhovedet, siger Preben Ringgaard, chefkonsulent i HK’s a-kasse.
Corona har vist andre veje
Jobmarkedet er inde i spændende forandring, som HK’ere er en vigtig del af, siger rekrutteringskonsulent Dorthe Fischer, HK JobBørs i Hovedstaden.
– Corona har for en tid givet ledighed i nogle brancher, men vækst i andre. For eksempel har vi matchet ledige HK’ere med job i testindsatsen – bl.a. smitteopsporing, supervision og podning.
Erhvervsstyrelsen har haft brug for hjælp til at administrere og udbetale regeringens hjælpepakker.
Corona har skubbet på digitaliseringen og skabt behov for nye kompetencer, fx kursussekretærer og koordinatorer, der kan facilitere og monitorere onlinemøder og virtuel undervisning.
Jobs i nye brancher
HK JobBørs følger den aktuelle udvikling og hjælper med at afdække, hvad der efterspørges på arbejdsmarkedet, så medlemmerne får tilbudt relevante kurser og kompetenceudvikling.
– Vi taler dagligt med virksomheder og hører om deres udfordringer med rekruttering, og hvilke krav og ønsker de har til medarbejdernes kompetencer. Er man frisk på at prøve en ny branche og tilegne sig ekstra kompetencer, åbner nye muligheder sig. Det er et spændende jobmarked for HK’ere lige nu. Vi er altid klar i HK JobBørs til at hjælpe med gode råd til jobsøgningen, siger Dorthe Fischer.
Kilde: Jobindex.dk/dansk-jobindex
Masser af HK-jobs
Handel er den branche, der mangler flest HK’ere lige nu. Antallet af jobannoncer er større end både før og under corona, og der er flere tusinde jobs at søge, bl.a.:
/ Salgsassistent: ca. 400 jobs
/ Salgsassistentelev: ca. 400 jobs
/ Førsteassistent: ca. 400 jobs
/ Sælger: ca. 200 jobs
/ Salgselev: ca. 200 jobs
/ Butiksassistent: ca. 100 jobs
Kilde: HK Jobindblik
Se ledige jobs på HK’s jobportal
Kontakt HK JobBørs for at blive matchet til ledige jobs
HK JobBørs – matcher dig til det rigtige job
HK JobBørs er for dig, der ønsker nyt job – og som gerne vil matches med en arbejdsgiver, der søger lige netop det, du tilbyder.
Vi samarbejder med mange private og offentlige virksomheder. Hvert år får over 1.000 HK’ere nyt job via HK JobBørs.
Læg dit cv på HK JobBørs – så kontakter vi dig, når et job passer dine ønsker og kompetencer.
Sådan gør du
/ Log på mithk.dk
/ Opret dit cv under HK.DK/karriere/jobboers
Du kan også overføre dit cv fra jobnet.dk, hvis du allerede har oprettet det der.
Som ledig får du automatisk overført dit cv fra jobnet.dk til HK JobBørs.
Kontakt HK JobBørs