Arkivfoto: Kim Wendt
Må chefen kræve, at du bruger din private mobil til ting, der er relateret til dit arbejde? Må du besvare private opkald og beskeder i arbejdstiden? Og hvem skal betale, hvis telefonen går i stykker på arbejdet?
Det kan være svært at gennemskue, hvornår det er ok at hive sin private telefon frem i arbejdstiden – især fordi der er en stigende tendens til, at virksomheder opfordrer medarbejdere til at bruge den private telefon i forbindelse med arbejdet. Samtidigt har mange virksomheder en politik om, at man netop IKKE må bruge telefonen privat i arbejdstiden.
Hos Netto har man f.eks. under coronapandemien udviklet en app til medarbejderne, hvor de kan holde sig opdateret om seneste nyt om restriktioner. Hos Coop er der ligeledes udviklet en app, hvor man som medarbejder finder nyheder, stillingsopslag og endda vagtplaner.
Faglig sekretær i HK Handel, Søren Boelt Tyndeskov, opfordrer til, man undersøger, hvad ens virksomhed har af regler for brug af telefon i arbejdstiden. Foto: Simon Klein Knudsen. |
Du må gerne sige nej
Men faktisk kan din chef ikke kræve, at du bruger din private mobiltelefon i forbindelse med dit arbejde.
- Du må gerne sige nej til at bruge din private telefon i forbindelse med dit arbejde, uden at det har konsekvenser for din ansættelse. Hvis du bliver stillet opgaver, hvor du ikke kan løse dem, uden du bruger din telefon, så bør du få lavet en aftale med din chef om brugen af egen telefon i arbejdstiden, siger Søren Boelt Tyndeskov, faglig sekretær i HK Handel.
Han påpeger også, at det er vigtigt at holde sig opdateret på virksomhedens politik omkring brug af privat telefon i arbejdstiden:
- Mange virksomheder tillader ikke, at medarbejderne svarer private beskeder eller opkald, når du er på arbejde. Overtræder du reglerne, kan det få konsekvenser for dit ansættelsesforhold. Derfor er det vigtigt at sætte sig ind i reglerne på forhånd.
Ønsker ordning
Ulla Jensen, der er formand for HK Handels klub i Irma, Landsklubben Irma, kender godt til udfordringerne.
- Der bliver ikke stillet et krav om, at man skal bruge sin egen mobiltelefon på arbejdet, men vi ser også, at det bliver sværere og sværere at orientere sig som medarbejder, hvis man ikke hiver mobilen frem. Samtidig har vi haft sager, hvor medarbejdere har fået advarsler, fordi de har brugt telefonen privat i arbejdstiden, så det stritter i to retninger.
Ulla Jensen kan sagtens se fordelene i, at man som virksomhed laver apps til medarbejderne, da de fleste har mobilen tæt på sig det meste af tiden.
- Vi har et ønske om at få en ordning, hvor arbejdsgiveren giver kompensation for brug af mobiltelefoner i forbindelse med arbejdet. Men da der endnu er tale om en frivillig ordning, er det endnu ikke lykkes at få forhandlet med i overenskomsten. Hvis tendensen udvikler sig, så bliver arbejdsgiverne på sigt nødt til at forholde sig til, at den private mobiltelefon er et arbejdsredskab og ikke længere noget, man frivilligt kan gøre brug af, siger hun.
Sådan er reglerne
- Din chef kan ikke kræve, at du bruger din private mobiltelefon i forbindelse med dit arbejde. Det kan dog være praktisk for alle parter, men skal altid ske af egen fri vilje.
- Hvis du laver en aftale med din chef om at bruge din egen telefon i arbejdstiden i en arbejdsrelateret sammenhæng, så ligger ansvaret hos din chef, hvis uheldet er ude, og din telefon går i stykker.
- Hvis du ikke ønsker at bruge din egen telefon i arbejdstiden eller hente arbejdsrelaterede apps ned på din smartphone, så tag en snak med din chef omkring mulighederne for at få en arbejdstelefon.
- Sørg for at sætte dig ind i din arbejdsplads politik for brugen af private telefon i arbejdstiden. På mange arbejdspladser er det ikke tilladt at svare på private henvendelser, mens man er på arbejde.