HK Stats formand Rita Bundgaard (tv) og næstformand Ulla Moth-Lund Christensen. Foto: Hung Tien Vu
Stort, varmt og hjerteligt tillykke
Vores formand for HK Stat Rita Bundgaard blev genvalgt og vores Ulla Moth-Lund Christensen blev nyvalgt som næstformand. Ulla fik en sejr, der i den grad cementerer, at kollegerne ønskede hun skulle beklæde næstformandsposten. Ulla fik hele 142 stemmer ud af de 200 afgivne stemmer, hvoraf 4 var blanke. En flot og sikker indgang til det nye hverv og igen stort tillykke til dem begge.
Stor ros til vores kolleger, der er ansat i sektoren
Selvom der var en mellemstor kolbøtte i begyndelsen af vores virtuelle kongres, så kom der relativt hurtigt styr på det, også problemets omfang taget i betragtning. De utroligt kompetente og dygtige kolleger, der er ansat i sektoren, fik med ro og sikker hånd os alle tilbage på sporet. Personligt fik jeg mig et godt grin under en af afstemningerne, da der i et af felterne stod ”Vi stemmer om fælles kærlighed til HK”. Det havde ikke noget med den virtuelle løsning at gøre, men det var lokalt på min pc.
Samlet set var kongressen meget vellykket, selvom vi alle i sektorbestyrelsen savnede alle de kolleger, der normalt bidrager til at sætte rammen for gode grin og hyggelige samtaler.
Bestyrelsen
Ulla havde første dag i sektoren mandag den 14. juni 2021. Jeg er derfor indtrådt som konstitueret formand. Et hverv jeg ydmygt og arbejdsomt vil varetage frem til den ekstraordinære generalforsamling den 23. september 2021. Det vil der naturligvis blive indkaldt til, når vi nærmer os.
Hvis I har noget på hjertet I mener jeg f.eks. skal have mere fokus på, skal vide mere om eller I gerne vil vende med mig, så tøv aldrig med at tage fat i mig. Ring eller skriv. Jeg vil tillade mig også at tage fat i nogle af jer, der hvor jeg mangler indsigt, viden eller en drøftelse af aktualitet.
Med venlig hilsen
Konstitueret formand for HK Stat Hovedstaden
Pernille Lange Dickow