Kongressen har valgt Mette Høgh til ny formand for HK Handel. Foto: Jakob Boserup.

Med tre årtier i HK er HK Handels nyvalgte formand, Mette Høgh, klar til at kæmpe for de handelsansattes arbejdsvilkår og rettigheder i hele landet.
Hun kommer fra posten som formand for HK Handel Hovedstaden, hvor hun har været kendt for at være medlemmernes stemme, være til stede på arbejdspladserne, hvor de er, og ikke lægge fingrene imellem, når det gælder deres arbejdsliv og rettigheder.

- Det er vigtigt for mig ikke at flytte ind i et glashus, hvor man ikke mærker den tætte kontakt med dem, det handler om. Jeg er ikke til skåltaler, jeg vil være blandt medlemmerne, siger Mette Høgh. 
Og så hun er ikke i tvivl om, hvor der skal sættes ind. 

- Der er brug for os og vores fællesskab – måske endda mere end nogen sinde før i en verden, hvor alle vil være direktør i eget arbejdsliv og tager for givet, at de rettigheder, som vi har kæmpet for, er en selvfølge. Men det ved vi, er løgn, for til hver eneste overenskomstforhandling har arbejdsgiverne ønsket at fjerne det, vi tidligere har tilkæmpet. Så intet kan tages for givet, siger hun. 

Til hver eneste overenskomstforhandling har arbejdsgiverne ønsket at fjerne det, vi tidligere har tilkæmpet, så intet kan tages for givet. 
- Formand for HK Handel, Mette Høgh

Mette Høgh startede som faglig medarbejder i HK Vestsjælland for ca. 30 år siden og rykkede siden til HK Hovedstaden, hvor hun i en periode var faglig chef, inden hun i 2012 blev formand for HK Handel Hovedstaden. Det er principperne fra arbejdet i HK Handel Hovedstaden, hun vil bygge HK Handel videre på.

- Vi skal turde fejle og asfaltere, mens vi kører. Med andre ord; vi skal være agile, for det er den verden, som vi er en del af, sagde hun.

Mette Høgh ønsker blandt andet, at overenskomsten får en mere central rolle i tillidsrepræsentanternes uddannelse, så de bliver bedre klædt på til at drøfte rettigheder, samt at få opbygget en tættere relation til arbejdsmiljørepræsentanter.

- Vi skal sætte hinanden i stævne, så vi kan udvikle nye tiltag, der gavner og udvikler vores medlemmer, så de oplever, at det gør en forskel at være en del af fællesskabet.

Om Mette Høgh

  • Startede sin karriere som faglig medarbejder for 30 år siden i HK Vestsjælland. 
  • Rykkede i begyndelsen af 1990'erne til HK Hovedstaden, hvor hun blev faglig chef.
  • I 2012 blev hun valgt som formand for HK Handel Hovedstaden 
  • Er 52 år og bor på en gård med sin mand, som hun har to børn med.
Se alle nyheder fra kongressen her