Henriette Bjerg Mahrt er arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel og står i spidsen for en stor konference i efteråret, der sætter fokus på arbejdsmiljørepræsentanternes indflydelse på arbejdspladserne. Foto: Simon Klein Knudsen.
Som arbejdsmiljørepræsentant (AMR) har du en lang række vigtige opgaver, der skal sikre dine kolleger et trygt og sikkert arbejdsmiljø. Alligevel viser undersøgelser, at alt for mange AMR’er ikke bliver inddraget i ledelsens beslutninger og tiltag på arbejdspladserne, når det gælder arbejdsmiljøarbejdet.
Få redskaberne til mere indflydelse
I 2019 lavede Fagbevægelsens Hovedorganisation en undersøgelse, hvor hver femte AMR angav, at de ikke bliver inddraget nok. Og intet tyder på, at det tal er faldet – snarere tværtimod.
- Det er mit indtryk, at det drejer sig om mange flere på handelsområdet end blot hver femte. Når vi spørger vores egne AMR’er i handelsbranchen, fortæller langt de fleste, at de ikke bliver taget med i arbejdsmiljøarbejdet på arbejdspladserne, siger arbejdsmiljøkonsulent i HK Handel, Henriette Bjerg Mahrt, som også oplever, at det seneste år med corona har givet sværere vilkår for AMR’ernes arbejde.
- Vi har under krisen hørt fra rigtig mange, at de ikke bliver inddraget i f.eks. at implementere de skiftende restriktioner, der har været under coronapandemien, eller at de ikke bliver taget med i overvejelserne om, hvordan medarbejderne oplever at gå på arbejde under nedlukningerne af samfundet.
Vi har lovgivningen at læne os op ad
Henriette Bjerg Mahrt mener, at problemet er generelt på alle typer arbejdspladser inden for handelsbranchen.
- Det er uanset, om vi taler med arbejdsmiljørepræsentanter på kontor-, lager eller butiksområdet, så nævner mange, at det kan være svært at få den indflydelse, de gerne vil have. Det gælder også i det daglige arbejde, hvor ledelserne ikke tager dem med på råd i forhold til planlægning af arbejdet, indkøb af nyt udstyr og lignende, fortæller hun.
HK Handel vil derfor nu ruste arbejdsmiljørepræsentanterne til at kunne indgå i arbejdet og tage dialogen med ledelsen. Det sker på en stor konference til efteråret, hvor alle AMR'er i HK Handel er inviteret.
- Vi har både noget lovgivning at læne os op ad, der helt grundlæggende handler om ret til uddannelse, tid til arbejdet, samarbejde osv. Og så har vi en masse redskaber og gode erfaringer, vi skal dele på tværs til konferencen, siger Henriette Bjerg Mahrt, som arrangerer dagen, hvor også . Arbejdstilsynet og professionel fodboldtræner Troels Bech, som arbejder med motivation, samarbejde og ledelse vil bidrage med viden om og indsigt i arbejdsmiljøarbejdet.
Vil du med på konferencen?
Skynd dig at tilmelde dig her, og send linket til en AMR-kollega, du gerne vil have med.