Landets otte professionshøjskoler har i år optaget 427 nye studerende til uddannelsen som professionsbachelor i offentlig administration (administrationsbachelor). Uddannelsen blev etableret i 2008 i et tæt samarbejde mellem HK Kommunal og KL.
I forhold til 2020 er der tale om en nedgang på godt 15 procent.
Også antallet af unge mennesker, der har interesse i at bidrage til styringen af fremtidens offentlige velfærd, er for nedadgående. 1.346 har i år søgt ind på uddannelsen som administrationsbachelor. Det er godt 10 procent færre ansøgere end sidste år.
Københavns Professionshøjskole – landets største – fastholder som den eneste uddannelsesinstitution niveauet for både antallet af optagne og antallet af ansøgere til uddannelsen.
Fokus på kendskab til faget
HK Kommunals næstformand, Mads Samsing, ærgrer sig over det store fald i antallet af ansøgere og optagne på administrationsbacheloruddannelsen.
- En veldrevet og effektiv offentlig administration er en forudsætning for, at vores samfund er velfungerende. Det er afgørende for vækst og velfærd. Jeg er glad for, at der er optaget flere end 420 studerende på administrationsbacheloruddannelsen, men jeg er ærgerlig over, at tallet ikke er højere.
Ifølge HK Kommunals næstformand er det vigtigt, at flere studerende får afsluttet deres uddannelse som administrationsbachelor og ikke mindst, at der sikres arbejde til dimittenderne i den offentlige sektor.
- Administrationsbacheloruddannelsen er en glimrende uddannelse. Selvom dimittenderne selvfølgelig skal have mulighed for at læse videre på kandidatuddannelser, så skal hovedvejen være til et job i den offentlige administration. Så kan de videreuddanne sig på et senere tidspunkt, lyder det fra Mads Samsing, der fortsætter:
- Men det forudsætter jo, at de ansættes. Der er brug for dem og det, de kan. Men kendskabet til administrationsbachelorerne skal være større i kommuner og regioner.