Vil du blive klogere på videoredigering? Lære om annoncering på sociale medier? Snuse lidt til, hvordan du bygger en hjemmeside? Eller måske lære, hvordan du laver en chatbot?
Så er et af HK’s nye online-kurser ganske givet noget for dig. I det helt nye format DigiTAL MED FREMTIDEN har du adgang til 10 webinarer á tre timers varighed.
Du bliver ikke ekspert på de tre timer, et kursus varer, men der er masser af inspiration at hente. Og så møder du HK’ere fra andre arbejdspladser, der har lyst til at (digi)tale med fremtiden.
- Målet med DigiTAL MED FREMTIDEN er give HK’erne lyst og mod til at kaste sig ud i den digitale verden. Og ved at snuse til forskellige temaer, kan den enkelte finde ud af, hvilken retning inden for den digitale udvikling, man gerne vil dygtiggøre sig, siger Sara Cramer, konsulent i Uddannelse og udvikling i HK Service Hovedstaden.
Sammensæt dit eget skema
Du vælger selv, hvor mange kurser du vil tage og inden for hvilke emner. Kurserne kan tages uafhængigt af hinanden, men de kan med fordel kombineres.
- I foråret har vi kørt kurserne i en enkelt HK-afdeling og kunne se, at der er stor efterspørgsel på kurser i digitale kompetencer. Så vi forventer, at der bliver rift om pladserne, tilføjer Sara Cramer.
Deltagerne vil blive undervist af digitale eksperter, der gennem konkrete værktøjer gør deltagerne fortrolige med teknologien. Kurserne udbydes fra 1. september, og foregår enten fra kl. 9.00-12.00 eller fra kl. 17.00-20.00.
Se alle kurserne og tilmeld dig på www.digitalmedfremtiden.dk (Linket er udløbet pr 23/1 2023)
Kurserne er gratis og åbne for alle medlemmer af HK Privat.
DigiTAL MED FREMTIDEN er en ny indsats etableret af HK i samarbejde med IVÆKST og støttet af Google.org.