
- Skriv ned lyt og lær. Spørg hellere en gang for meget. Selv en garvet hk'er laver fejl. Bed om alt hvad du kan af læring, kom med ideer hvis du tænker det kan gøres anderledes og sidst men ikke mindst sig din mening vær stolt af hvem og hvad du er og nyd din læretid.
Sådan skriver Inge Helmuth i en kommentar på HK Kommunals Facebook-side. Hun er en af mange, der er kommet med bud på et godt råd til nye elever.
En anden er formanden for HK Kommunal, Lene Roed, der gør det meget kort.
- Vær nysgerrig, skriver Lene Roed. Og det er der mange, der er enig med hende i.
En af dem, der også påpeger at nysgerrighed er vigtigt, er Line H. Olsen.
- Vær dig selv. Vær åben. Vær nysgerrig og klar på udvikling, skriver hun.
Man har et ansvar
Mange af kommentarerne kredser også om det ansvar, man som elev selv har.
Eksempelvis Katrine Wiercke Hansen, der skriver:
- Husk at du er der for at lære - ingen forventer at du kan det hele fra starten af. Men husk også selv at tage en aktiv del i din læring!
Anni Bianca Majgård Jensen pointerer noget af det samme.
- Se dig selv som en ligeværdig kollega, hvor du byder ind på opgaver og tager medansvar for den daglige drift, skriver hun.
- Der er kun en der har ansvar for at du får en god uddannelse og det er dig selv. Vi andre hjælper dig bare på vej, lyder det fra Conny Elnegaard.
Stik en finger i jorden
Et af de andre temaer, der går igen i de gode råd er, at man skal have situationsfornemmelse og tålmodighed.
Anita Frisk skriver eksempelvis:
- Stik en finger i jorden, og husk at respektere dem der skal oplære dig. Ikke alt går hurtigt og er spændende at lære.
I følge Birthe Nielsen gælder det om at holde ud.
- Før eller siden "falder ti- øren" er hendes gode råd.
Har du et godt råd du gerne vil dele - så kan du gøre det på HK Kommunals Facebook-side.