Medarbejderne i Skatteministeriet ville have foretrukket andre konsulenters spareplan for Skat frem for McKinseys, fremgår det af en reportage i Politiken 26. august 2021.

Finansministeriet havde på forhånd fortalt McKinseys konsulenter, at de skulle nå frem til, at der i 2012 kunne spares 1 milliard kroner på Skat. Det fremgik ifølge Politiken af flere dokumenter, som onsdag blev fremlagt i Undersøgelseskommissionen om Skat, der i denne uge genoptog afhøringerne.

Skat var allerede i maj 2012 nødlidende efter 6-7 års kontante besparelser, men Skat havde ikke leveret så store besparelser som aftalt, og nu ville Finansministeriet have sat ekstra fart i besparelserne. Der var, fremgik det af et notat, tale om "en kamp, som skulle vindes".

’Finansministeriets topprioritet – Must Win Battle – er et klart mål om, at MCK (McKinsey, red) henter 1 mia. kr.’, fremgik det ifølge Politiken af notatet.

Medarbejdere: McKinsey er makværk

I Skatteministeriet var de menige medarbejdere dog ikke ret begejstrede for, at McKinsey skulle stå for spareplanen. De mente, at andre konsulenter havde givet bedre bud på, hvordan opgaven kunne løses, lyder det i avisens reportage.

’McKinseys er det rene makværk’, skrev en af medarbejderne i Skatteministeriet i sin bedømmelse af tilbuddene. Men Finansministeriet og Skatteministeriets nye top valgte McKinsey. Og de leverede varen. Da McKinsey afleverede sin rapport i december 2012, var konklusionen, at der kunne spares 894 millioner kroner.

McKinseys rapport er senere blevet stærkt kritiseret for at være mangelfuld og overfladisk. I bogen 'Overmod og Afmagt - Historien om det nye Skat' konkluderer de to professorer i statskundskab, Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, at det ikke på noget punkt gik, som en række konsulentrapporter havde stillet i udsigt.

’Opgaveløsningens kvalitet levede ikke op til estimaterne, effektiviseringerne blev ikke indhøstet i det omfang og det tempo, man havde regnet med, og produktiviteten haltede på mange områder. Konsulenternes estimater holdt langtfra i mødet med virkeligheden.' 

Og den konklusion var den tidligere afdelingschef i Skatteministeriet Andreas Berggreen også nået frem til, da han sidste år afgav forklaring i kommissionen.

- Der var "noget helt, helt galt" med McKinseys konklusion om, at der kunne spares næsten 1 milliard kroner. Da man trykkede lidt på forskellige dele af butikken, væltede det frem med problemer, sagde Berggreen, der senere blev styrelsesdirektør i UFST, hvor han stoppede sidste år med dags varsel.

Den forklaring gav den tidligere McKinsey-partner Christian Husted Rasmussen ikke meget for. Han undrede sig over, at det tog 4 år for Andreas Berggreen at nå frem til den erkendelse, og antydede, at det skyldtes manglende interesse for sagen i 2012. ’Andreas Berggreen kunne knap afsætte en time, da vi afleverede analysen, og han virkede meget uinteresseret’, lød den skarpe replik fra Husted Rasmussen, ifølge Politiken.

Næste runde i kommissionen finder sted den 7. september, hvor blandt andet den tidligere departementschef i Finansministeriet, David Hellemann, efter planen skal afhøres.

LÆS OGSÅHård kritik af Finansministeriet: drev Skat i afgrunden

Undersøgelseskommissionen om Skat

Afhøringerne i 2. halvår af 2021 finder sted i perioden 24. august til 15. december 2021. Kommissionens afhøringer i 2. halvår af 2021 angår temaerne Udvalget for analyser af Skatteministeriet 2012-2013, herunder rapporten fra McKinsey & Company fra december 2012 og afskedigelsesrunden i 2013 samt samarbejdet med KL og kommunerne, herunder udviklingen i de kommunale restancer.