Kalder alle elever!
Det er nu, at I skal sætte et stort kryds i kalenderen, for d.19.-20. november inviterer Kontoreleverne og HK Kommunal til en storslået elevkonference.
Temaet er ”Genstart nærværet”, og her vil kendte gæster som professor i psykologi Svend Brinkmann og ekspert i sidemandsoplæring Line Sander tage ordet og give gode råd til, hvordan vi kommer ind på livet af hinanden igen efter næsten to år med afstand og isolation.
Der er et begrænset antal pladser, så det gælder om at være hurtig om at tilmelde sig. Du kan tilmelde dig allerede nu.
Kendte oplægsholdere
Konferencen kommer til at foregå på Hotel Christiansminde i Svendborg, hvor der også vil være mulighed for at overnatte.
Dagene vil være fyldt op med spændende oplæg og workshops, der alle vil tage udgangspunkt i din hverdag som elev.
Foruden hovednavne som Svend Brinkmann og Line Sander vil Claus Bekker Jensen afholde en workshop om, hvordan man kan benytte enkle, men effektfulde tegneteknikker til at fremme sin kommunikation.
Som deltager i konferencen vil du også møde konsulent hos Supplement Mads Lønnerup, der skal tale om arbejdsglæde og værdi i arbejdet.
Derudover vil der også muligt at deltage i kåringen af årets praktiksted og valget til kontorelevudvalget.
Kæmpe fest om aftenen
Konferencen afsluttes med et kæmpe brag af en fest med den kendte klassiker The Great Gatsby som inspirationskilde. Så husk at pakke flapperkjolen og selerne og gør dig klar til at skyde de nye brølende tyvere i gang.
Det koster 500 kroner at deltage, hvis man er medlem af HK. Men det er din arbejdsgiver, der betaler for din billet.