Det kan lyde kompliceret at lære at udnytte ny teknologi som robotter og chatbots på arbejdspladserne, og det er måske ikke lige det, de fleste HK’ere mener, at de er specialister i.
-Men HK’ere er faktisk vigtige specialister i den sammenhæng, for de kan se mulighederne i at bruge ny teknologi, fordi de kender arbejdsprocesserne, forklarer Christel Laudrup Spliid fra HK Lab, der har udviklet et onlinekursus i teknologiforståelse for HK i samarbejde med HK’s kursusafdeling.
-Vi har talt med en del HK’ere i forbindelse med, at vi har lavet kurset. Det viser sig, at de fleste ved mere om teknologi, end de selv tror. Og med en kort introduktion er de i stand til at kunne indtage rollen som mulighedsspecialister og til at komme med gode bud på, hvordan teknologien kan bruges på deres arbejdsplads, fortæller Christel.
Kurset i grundlæggende teknologiforståelse er indrettet, så man kan tage det uanset, om man ved lidt, noget eller meget om ny teknologi som RPA, RDA, chatbots eller internet of things. Kurset tilpasser sig, og man kan skrue op og ned for niveauet i kurset undervejs.
HK'ERNE VED, HVAD DET KAN BETALE SIG AT AUTOMATISERE
Udover grundlæggende viden, så bliver man også bedt om undervejs at overveje egne muligheder og får præsenteret nogle eksempler på opgaver, som kan gøres lettere ved brug at teknologi.
-Vores erfaring er, at ledelsen på arbejdspladserne ikke altid er opmærksomme på, hvor meget HK’ere kan bidrage med, når det handler om at udnytte de teknologiske muligheder. Derfor er det vigtigt, at HK’erne spiller sig selv mest mulig på banen. Teknologien kan jo også være en hjælp til nogle af de mere kedelige opgaver, så man får mere tid til de mere sjove, siger Niels Bangstrup fra HK’s kursusafdeling.
-Jeg oplever nogle gange, at HK’ere giver udtryk for, at de frygter teknologien. Men HK’erne kan om nogen være med til at tage magten over robotterne. For de ved, hvilke opgaver det kan betale sig at automatisere og lade en robot udføre. Det er jo ret afgørende og vigtig viden. Derfor har de muligheden for at sætte sig selv i en ret indflydelsesrig position. Kurset i teknologiforståelse er det første skridt på den vej, siger Niels Bangstrup.
I efteråret kommer der et kursus i udvidet teknologiforståelse, der vil styrke din mulighed for at deltage i de digitaliseringsprojekter som opstår, når ny teknologi skal implementeres.
FIND KURSET HER
Kurset er online, og du kan tage det lige når det passer dig: Onlinekursus i teknologiforståelse.