Lisbeth Lintz Christensen er formand for både Overlægeforeningen og Foreningen for Speciallæger. I et nyligt debatindlæg hos Altinget.dk råber hun vagt i gevær, fordi alt for mange overlæger arbejder alt for meget. Og samtidig oplever de, at de bruger mindre og mindre tid på patienterne.
- Og derfor ser vi i Overlægeforeningen manglen på speciallæger som et af de største problemer i sundhedsvæsenet, og derfor går vi op i, hvordan overlægernes og speciallægernes tid bruges på sygehusene og i sundhedsvæsenet, skriver hun i debatindlægget og fortsætter:
- For det giver ikke mening, at psykiatere, radiologer, neurologer og de mange andre specialister skal bruge tid på opgaver, som lægesekretærer og andre dygtige faggrupper bedre kan løse, når patienterne må vente i usikkerhed og utryghed.
Administrative opgaver skal væk fra overlægernes bord
Overlægeforeningen har lavet en undersøgelse, som viser, at de i dag bruger f ire timer mindre på patienterne om ugen end de gjorde i 2011. Hvad der derimod fylder er administration, dokumentation og andre opgaver, der ikke drejer sig om udredning og behandling.
- Regionerne bør løbende vurdere, om der er dokumentationsopgaver, som kan flyttes fra lægerne til lægesekretærerne og de nye sundhedsadministrative koordinatorer, skriver Lisbeth Lintz som en mulig løsning på problemet.
Læs hele debatindlægget hos Altinget.dk. (Linket er udløbet pr 17/11 2021)