Lene Roed. Formand for HK Kommunal

Den lønstrukturkomité, der skal kigge på lønstrukturen i den offentlige sektor, er nu klar og går i gang med arbejdet. Regeringen løftede fredag sløret for komitéen, der blandt andet skal analysere og sammenligne lønstrukturer og lønudvikling i den offentlige sektor samt belyse konsekvenser af eventuelle ændringer.
HK Kommunals formand Lene Roed glæder sig over, at arbejdet nu går i gang, og at der bliver set på udfordringerne på tværs af den offentlige sektor.

- Det er rigtig godt, at vi i fællesskab bliver klogere, og at der bliver set på alle faggrupper. Der er behov for, at vi får kigget på udfordringerne på tværs af den offentlige sektor. Og ikke for enkelte faggrupper alene. Det er det, vi har arbejdet for i HK Kommunal det seneste år, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at det er en fælles indsats, som nu går i gang, siger Lene Roed.

Læs mere i Beskæftigelsesministeriets pressemeddelelse.

Den danske model danner rammen

HK Kommunals formand peger også på, at det er positivt, at det er den danske aftalemodel, der skal danne rammen for komitéens konklusioner.

- Konklusionerne skal tage hensyn til, at løn og andre ansættelsesvilkår i den offentlige sektor fastsættes ved kollektive overenskomster. Det helt afgørende for det videre arbejde, som skal i gang, når komiteen har givet os et forhåbentlig fælles og solidt udgangspunkt, siger Lene Roed.

Komitéen skal være færdig i løbet af 2022

Formanden for komitéen bliver professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen. Herudover består komitéen af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter samt eksperter.

Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) har udpeget fem deltagere til selve komitéen og derudover seks medlemmer af et nyt forhandlingsudvalg, som skal kvalificere FH’s arbejde i lønstrukturkomitéen.

Deltagere i komitéen er Lizette Risgaard, formand for FH, Mona Striib, formand for FOA, Rita Bundgaard, formand for HK Stat, Grete Christensen, formand for DSR og Claus Jensen, formand for Metal.

I forhandlingsudvalget sidder herudover HK Kommunals formand Lene Roed, Gordon Ørskov Madsen, formand for Danmarks Lærerforening, Elisa Rimpler, formand for BUPL, Benny Andersen, formand for socialpædagogerne i SL, Lydia Callesen, formand for den offentlig gruppe i 3F, Martina Jürs, formand for Danske Bioanalytikere og Jesper Korsgaard Hansen, formand for Centralforeningen for Stampersonel.

Komitéen skal afslutte arbejdet med en rapport inden udgangen af 2022.