Pernille Lange - foto Mikkel Østergaard

Pernille Lange bliver den tredje kandidat til den tætte kamp om at blive næstformand i HK Danmark. Foto: Mikkel Østergaard

Et i forvejen spændende og dramabelagt kampvalg til formands- og næstformandsposten i HK Danmark blev yderligere intensiveret tidligt tirsdag morgen. Der dukkede nemlig yderligere en kandidat op til kampen om næstformandsposten.

Den nye kandidat er HK Stat Hovedstadens næstformand Pernille Lange, som har stillet sig til rådighed til næstformandsvalget ved HK Danmarks kongres lørdag den 30. oktober. Her kommer hun til at kæmpe om stemmerne med Jesper Thorup og Heidi Juhl Pedersen.

LÆS OGSÅ: HK Danmark skal have ny formand og næstformand

Pernille Lange kommer meget sent ind i valgkampen, men føler sig kaldet til at stille sig til rådighed i en ”fastlåst” valgkamp, hvor det ”længe har lignet to parløb”.

- Jeg er klar over, at jeg ikke kan forvente meget, når jeg kommer så sent ind. Men jeg har et behov for at spille mig ind på midten i det, der ligner to parløb. Min rolle er helt klart på midten for at skabe bredde i et valg, der virker fastlåst for mange. Det kan jeg være med til at opløse, siger Pernille Lange i en kommentar til HK Statbladet.

Vil være den midtersøgende kandidat

De to parløb, som Pernille Lange hentyder til i kampen om magten i HK Danmark, er formandskandidat Martin Rasmussen sammen med næstformandskandidat Heidi Juhl Pedersen, der udadtil set står over for formandskandidat Anja C. Jensen sammen med Jesper Thorup, selv om de to sidstnævnte ikke officielt stiller op sammen. Sidstnævnte par stiller ikke officielt op sammen, men det gør Martin Rasmussen og Heidi Juhl Pedersen.

Pernille Lange skrev den følgende korte tekst på Facebook for at annoncere sit kandidatur:

- Godmorgen alle sammen. Jeg har besluttet mig for at stille op som næstformand på HK’s kongres. Der er allerede yderst kompetente kandidater, men der synes at være lidt tomt på midten. Jeg vil derfor stille mig til rådighed netop der og loyalt samarbejde med den formand, kongressen beslutter skal vælges. Lige nu er jeg på bestyrelseskonference med HK Stat Hovedstaden og vil derfor gå ned og spise morgenmad med dem. Rigtig god dag til jer alle.

Nogle af de første til at kommentere Pernille Langes kandidatur på Facebook var Anja C. Jensen og Jesper Thorup. Anja C. Jensen kalder det ”en god og forfriskende nyhed”, mens Jesper Thorup skriver: ”Tænker nu også, at jeg står på den midte, men du skal være så velkommen”.