Marianne Holt Svendsen (tv.) og Gitte Sveistrup har fundet stor motivation til videreuddannelsen i opbakningen fra både kolleger og leder.
Hvad der før var en kæmpe udfordring, er nu blevet gjort til en gylden mulighed.
Det er i hvert fald sådan det så ud for Gitte Sveistrup og Marianne Holt Svendsen, da de første gang hørte, at der nu blev åbnet for, at man kunne gennemføre kommunomuddannelsen på nedsat tid. Begge arbejder i fleksjob i administrationen i Mariagerfjord Kommune, og indtil for nylig havde ingen af dem nogensinde turde drømme om at skulle gennemføre en videreuddannelse.
- Jeg har hørt rigtig meget godt om kommunomuddannelsen, og jeg har altid tænkt, at det ville jeg egentlig også gerne prøve af. Men desværre har det ikke kunnet lade sig gøre med de vilkår, det normalt kræver, fortæller Gitte Sveistrup.
Men da muligheden bød sig, sprang de begge til.
- Når man er ansat i fleksjob, er der ikke mange muligheder for at videreuddanne sig og få bevis på, at man har udvidet sine kompetencer. Jeg ville gerne bevise over for mig selv, at selvom jeg er i fleksjob, har jeg kunnet gennemføre en videregående uddannelse, fortæller Marianne Holt Svendsen.
Varm anbefaling fra frontløberne
Nu kan de begge to kalde sig frontløbere, for de har som de første i fleksjob i hele landet gennemført en kommunomuddannelse nedsat tid.
- Det er jo en kæmpe sejr at sige, at man har gennemført det. Det er faktisk det vildeste. Så kan andre i samme situation som os også se, at det kan lade sig gøre, siger Gitte Sveistrup.
Når man tager en kommunomuddannelse på nedsat tid, er modulerne tilrettelagt, så undervisningsdagene er på fire timer frem for otte. Det betyder, at selve forløbet strækker sig over en længere periode. Udbyttet bliver dog præcis det samme som for de studerende, der tager modulerne på helt ordinære vilkår.
Gitte Sveistrup og Marianne Holt Svendsen kan varmt kan anbefale andre i fleksjob at tage kommunomuddannelsen, men den nye model kan med fordel også bruges af dem, der er ansat på ordinære vilkår.
- Denne ordning kan være med til at åbne nogle døre hos nogen, der vil være tilbageholdende med at videreuddanne sig på grund af tidsmangel, siger Marianne Holt Svendsen.
Hun mener selv, at kommunomen har givet hende en hel ny palet af faglige kundskaber.
- Jeg er blevet meget mere nysgerrig og har brugt min viden til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi kommunikerer med borgerne. For lige pludselig har jeg fået nogle helt andre perspektiver at trække på i mit arbejde, siger Marianne Holt Svendsen.
Faglige tilbud mangler
Men selvom lysten til at dygtiggøre sig inden for faget altid har været der, så har både Gitte Sveistrup og Marianne Holt Svendsen ofte følt, at der manglede relevante uddannelsestilbud for alle dem, der ikke er ansat under ordinære arbejdsforhold.
- Det er så vigtigt, at tilbud som dette bliver bredt mere ud. For som jeg ser det, er det lige så vigtigt, at en, der er ansat på særlige vilkår, får mulighed for at udvikle sig fagligt, som at andre medarbejdere gør det. Vi vil jo også gerne gøre os selv attraktive på arbejdspladsen, fortæller Gitte Sveistrup.
Derudover er det vigtigt, at ledelsen og kollegerne, i takt med at flere tilbud bliver møntet på ansatte i fleksjob, også forstår, at det kræver opbakning fra deres side.
- Vi er blevet bakket op hele vejen, og det har givet os et ekstra skud motivation for at klare det godt og gennemføre det. Det har haft enorm stor betydning, at både leder og kolleger har vist støtte allerede fra første dag, fortæller Gitte Sveistrup.
Hårdt, men overkommeligt
Videreuddannelse kan nemlig både være tidskrævende og til tider hårdt, men det kan sagtens klares, forsikrer både Gitte Sveistrup og Marianne Holt Svendsen.
- Jeg oplevede, at det hjalp rigtig meget, at jeg havde en, som jeg kunne sparre med, siger Marianne Holt Svendsen.
Her henviser hun til det samarbejde med Gitte Sveistrup, der opstod efter, at de begge besluttede sig for at starte på kommunomuddannelsen i 2016. De har støttet hinanden gennem forskellige projekter på modulerne, og det har givet plus på resultatkontoen.
- Vi har jo gennemført det, og nu ved vi, at vi virkelig kan rykke. Det er også en stor bekræftelse for os selv, og det har helt klart givet mig et stort boost i selvtilliden, siger Gitte Sveistrup og tilføjer:
- Man skal bare huske at gå ind til det hele med et åbent sind, og så skal man selvfølgelig også passe på med, at man ikke stiller så høje krav til sig selv, at man ikke tør give sig i kast med en videreuddannelse. For det er bare vigtigt, at man griber chancen, når den er der.