Når politikerne og medierne lader kritikken hagle ned over landets jobcenter retter de ofte skytset helt forkert.
Det er i hvert fald holdningen, hvis man spørger en række af landets jobcenterledere.
I en ny rundspørge, som A4 Medier har fortaget, mener et stort flertal af de adspurgte, at den offentlige debat ikke er balanceret, når det kommer til diskussionen omkring jobcentrenes indsats.
Vi er blot budbringeren
Hele 29 ud af 30 joncenterledere svarer blandt andet nej til, at der bliver tegnet et fair billede af jobcentrene i den offentlige debat.
En af dem er som er uenig i den offentlige debats fremstilling af jobcentrene er Flemming Sommer, som er jobcenterleder i Furesø Kommune.
- Selvfølgelig laver vi fejl, men jeg køber ikke den med, at det er jobcentrene, den er gal med. Det er systemet, man i så fald skal kigge på. Vi er budbringeren, og det er der et stort behov for at nuancere i offentligheden. Vi har et ministermål om, at alle borgere skal opleve at få en værdig sagsbehandling. Hvis alle ikke gør det, fordi regler og krav kan være rigide, så skyldes det altså andet og mere end jobcentrenes egen tolkning, siger han til A4 Medier.
Den holdning deler flere af de adspurgte. Mange af lederne peger på, at selvom det er jobcentrene, der høster en stor del af kritikken, så burde sigtekornet i stedet rettes mod politikerne, eftersom det er dem, der laver lovene for beskæftigelsesindsatsen.