Fotos: Hung Tien Vu

Et godt arbejdsmiljø er afgørende for, at det er fedt at gå på arbejde. Derfor har vi spurgt tre arbejdsmiljørepræsentanter, hvordan man kan styrke på arbejdspladsen endnu mere.

Mød Simon Bjerregaard Karlsen, arbejdsmiljørepræsentant i Sanistål


Hvad forstår du ved et godt arbejdsmiljø?

- Et godt arbejdsmiljø gør, at man kan møde glad på arbejde og gå glad hjem igen. Når de fysiske og psykiske rammer er i orden, så er man i hvert fald nået et godt stykke.

Hvilke udfordringer eller barrierer har du oplevet for at opnå netop det?

 -Der er mange ting, der har indflydelse på, om man har et godt arbejdsmiljø eller ej. Det er sværeste at håndtere de ting, som vi som arbejdsmiljørepræsentanter ikke har indflydelse på. Eksempelvis om der lige pludselig varsles meget overarbejde. Der kan også være forskel på, hvordan vi kan håndtere de problemer der er for dagholdet og de problemer aftenholdet har.

- I begge tilfælde gør jeg mit bedste for at være bindeleddet mellem kolleger og ledelsen, der

Hvordan vil du selv arbejde for at styrke arbejdsmiljøet fremover?

- Jeg tager alle henvendelser fra mine kolleger alvorligt og gør alt for, at vi finder gode løsninger på de ting, der vil forbedre arbejdsmiljøet.
Når det kommer til det høje arbejdspres, så vil jeg blive ved med at komme med forslag til gode løsninger. Så dem der gerne vil overarbejde gør det, og dem der ikke kan få eksempelvis familieliv og overarbejde til at gå hånd i hånd, de slipper.

- Det er bare super vigtigt, at man som medarbejder altid går til sin arbejdsmiljørepræsentant. For du bør aldrig stå alene med de ting, som påvirker dit arbejdsmiljø – uanset hvad det er.

Mød Haza D. Osman, arbejdsmiljørepræsentant i Føtex


Hvad forstår du ved et godt arbejdsmiljø?

- God trivsel. Så kort kan det siges. Hvordan man har det på job, påvirker en enormt meget. Man yder bedre, når man har det godt. Og omvendt er det svært at være en god ansat, hvis man er presset eller stresset. Så trivsel er nøglen.

Hvilke udfordringer eller barrierer har du oplevet for at opnå netop det?

- Særligt travle perioder er en barriere for et godt arbejdsmiljø. For så kan vi få så travlt, at vi ikke engang opdager de små ting, der lige pludselig vokser sig store og bliver et alvorligt problem.
Det kan være en palleløfter, en sur kunde eller mobning blandt kolleger. Det kan komme mange steder fra. Og her kan det være svært at håndtere de ting, vi ikke kan stoppe – eksempelvis kunders dårlige opførsel.

Hvordan vil du selv arbejde for at styrke arbejdsmiljøet fremover?

- Jeg vil gøre alt i min magt. Men det skal også komme mere oppefra. Ledelsen skal have en forståelse for, hvor vigtigt det er med fokus på arbejdsmiljø, og her vil jeg selvfølgelig gøre mit for, at de forstår det. Og så vil jeg sige til alle jer derude – husk at tale højt om tingene særligt med jeres arbejdsmiljørepræsentant. Så kan vi gøre noget ved det, inden problemerne bliver for store.

Mød Jan Jensen, arbejdsmiljørepræsentant I IRMA

Foto: Hung Tien Vu

Hvad forstår du ved et godt arbejdsmiljø?

- Gode og glade kolleger. Hvis det fungerer, så kan det også aflæses på bundlinjen. Et godt arbejdsmiljø bør være noget, alle parter går op i.

Hvilke udfordringer eller barrierer har du oplevet for at opnå netop det?

- Mine kolleger. Det er jo faktisk deres sag, vi taler. Men nogle gange bliver mit arbejde som arbejdsmiljørepræsentant modtaget som, ’hvorfor skal du blande dig i det’.
Det er ærgerligt, fordi det er via fælles indsats og hjælp, at vi skaber positive forandringer på vores arbejdsplads.

Hvordan vil du selv arbejde for at styrke arbejdsmiljøet fremover?

- Jeg vil blive endnu bedre til at fange ting i opløbet. Så vi kan løse problemerne, inden de udvikler sig voldsomt. Og så vil jeg fortsætte med at opfordre til, at man skal bruge til tillids- og/eller arbejdsmiljørepræsentant ude på arbejdspladserne. De kan gøre en kæmpe forskel for dig.

Konference om stress: Meld dig til nu

Vær med, når vi sætter fokus på stress på arbejdspladserne og dit arbejde som tillidsvalgt. HKs medlemmer oplever i stigende grad stress i arbejdslivet, og det er NU vi skal handle - politisk og på arbejdspladserne, og du skal være med. 

Sæt kryds i kalenderen d. 28. april 2022, og meld dig til allerede nu.