Når en mail rammer en hoved- eller afdelingspostkasse i Norddjurs Kommune, er det kunstig intelligens, der læser mailen og vurderer, hvem rette modtager vil være.
Systemet hedder Smartmail og resultaterne er mere end bestået, kan afdelingsleder Kaare Christensen fortælle.
- Vi har nu haft det kørende i godt et år, og det er en succes, kan vi roligt konstatere. ved 80 procent af alle mails formår den kunstige intelligens at læse den og sende den videre i organisationen til rette modtager.
Over 90 % lander det rigtige sted
Men hvad hjælper det, hvis det så alligevel ikke er den rette modtager, vil den kritiske læser sikkert vide.
Og her kan Kaare Christensen oplyse, at mindst 90 procent af de videresendte mails faktisk lander det rigtige sted.
Den gode nyhed er endvidere, at den procentsats kun bliver bedre, fordi algoritmen løbende bliver trænet og altså bedre til at skanne for ord og begreber.
Mails direkte ned i fagsystemet
Norddjurs Kommune har endvidere fået tilsagn om penge fra Statens investeringsfond til afprøvning af nye teknologier i den offentlige sektor, til et nyt projekt, der skal bygge oven på Smartmail.
I det såkaldte signaturprojekt skal de forsøge at udvikle og afprøve en algoritme, der ikke bare sender mails o.l. videre til rette modtager, men direkte ned i et fagsystem, så sagsbehandleren kan arbejde med dokumentet derfra.
Det er samtidig en del af projektet at løsningen skal afprøves og implementeres i mindst 10 kommuner.