Lene Roed og Mads Samsing blev valgt på den seneste kongres i januar 2020. Nu skal der vælges ny næstformand. Foto: Tom Ingvardsen.
HK Kommunal skal have ny næstformand, og valget finder sted på en ekstraordinær kongres onsdag den 19. januar 2022 i Odense. HK Kommunals bestyrelse har netop drøftet procedure og fastlagt dato for kongressen.
Kandidater til næstformandsposten kan formelt melde sig helt frem til umiddelbart inden valget på kongressen. Men der bliver en samlet skriftlig præsentation af kandidater i HK Kommunals nyhedsbrev torsdag den 13. januar. Og vil man som kandidat med i den samlede præsentation, skal man have meldt sit kandidatur senest mandag den 10. januar 2022.
Kandidater kan melde sig
Hvis man ønsker at stille op som kandidat, kan man melde sit kandidatur på en mail til kongres2022@hk.dk.
Kongressen holdes i Odense Congres Center. Her får kandidaterne mulighed for at præsentere sig gennem en tale på 10 minutter. Det bliver også muligt for kandidaterne at have en stiller, som kan afholde en anbefalelsestale på 5 minutter.
Baggrunden for den ekstraordinære kongres er, at den tidligere næstformand i HK Kommunal Mads Samsing på HK Danmarks kongres den 30. oktober blev valgt som ny næstformand i det samlede HK. Og derfor er han umiddelbart efter fratrådt som næstformand i HK Kommunal.
Mange vigtige dagsordener i HK Kommunal
Det var HK Kommunals formand Lene Roed, der pegede på Mads Samsing, da det på HK Danmarks kongres stod klart, at tidligere næstformand i HK Privat Anja C. Jensen blev valgt som ny formand for HK Danmark.
- Mads har gjort en kæmpe indsats i HK Kommunal, og jeg er sikker på, at han sammen med den nye formand for HK Danmark kan skabe den rigtige balance i det fremtidige arbejde i det samlede HK. Men det efterlader os jo med behovet for en ny næstformand, der kan være med til at løfte de mange vigtige dagsordener i HK Kommunal. Så jeg ser frem til, at vi får valgt en ny næstformand, siger Lene Roed.
Den ekstraordinære kongres betyder, at klubberne nu skal vælge delegerede til kongressen, og der er en formel indkaldelse til kongressen på vej.