Lønseddel

Hvis du heller ikke liiige har fået det gjort, er du ikke den eneste. Men det skulle du måske til at gøre. En ny Epinion-undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation lavet i 2021 viser nemlig, at hver anden - helt præcist 50% - har oplevet at finde fejl på deres lønseddel.

6 tips til at tjekke din lønseddel

  • Få tjekket en lønseddel af din fagforening og brug den til at holde op mod de næste. Stemmer beløbene overens?
  • Hold øje med ’år til dato’-saldoen i bunden af din lønseddel, og om tallene ruller rigtigt videre fra måned til måned. Her vil en fejl ofte kunne opdages.
  • Hvis dine feriedage bliver opgjort på din lønseddel, så tjek om antallet af feriedage, du har optjent og afholdt, stemmer.
  • Hold øje med pensionsindbetalingen, og hvad der bliver regnet pension af.
  • Tjek desuden om det beløb, der står, at der er indbetalt til pension, også rent faktisk er sat ind. Det kan du gøre hos dit pensionsselskab eller pensionsinfo.dk.
  • De fleste overenskomstansatte i private virksomheder har ret til et ekstra pensionsbidrag, mens du er på barsel. Det er dog ikke alle arbejdsgivere, der er opmærksomme på dette. Det er derfor vigtigt at være særlig opmærksom på den sidste lønseddel, du modtager, inden du overgår til barselsdagpenge.

 

Derfor opfordrer HK også alle medlemmer til at tjekke deres lønsedler - enten selv eller med hjælp fra HK.

- Mange arbejdsgivere har styr på det og gør det rigtigt, men når man har med mennesker at gøre, kan der ske fejl. Dem, der sidder med lønudbetalingen, er også afhængige af at have de rigtige oplysninger at beregne ud fra, og det er desværre ikke altid tilfældet, siger faglig sagsbehandler i HK Østjylland Stine Mathiesen, der gennem sine 15 år i HK har set rigtig mange lønsedler igennem.

Hun sidder i det juridiske team i HK Østjylland og tjekker de medlemmers lønsedler, som hendes kolleger har konstateret skal undersøges nærmere:

- Derfor oplever jeg også mange fejl i de sager, jeg sidder med - både store som små, siger Stine Mathiesen.

Hun fortæller, at én af de typiske fejl er, at de overenskomstmæssige stigninger på blandt andet fritvalg ikke er fulgt med. Derudover er det heller ikke alle arbejdsgivere, der er opmærksomme på, at der ifølge overenskomsten skal regnes pension af fritvalg og feriepenge. I nogle sager er der tale om fejl, der kan løbe op i flere hundrede tusind kroner, fortæller hun.

I samarbejde med Stine Mathiesen har vi samlet en række tips, du kan bruge, når du tjekker din lønseddel igennem.

Og så husk, at du altid kan tage fat i din lokale afdeling på tlf. 7011 4545 og få hjælp til at få tjekket din lønseddel.

I uge 47 kører de overenskomstmærkede fagforeninger en kampagne for løntjek over hele landet. Bag kampagnen står FH, der er lønmodtagerorganisation for 1,4 millioner lønmodtagere.