Årets Tillidsrepræsentant

Musikeren Allan Olsen, fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S) og et hav af fagbosser og folketingsmedlemmer var til stede i DR Koncerthuset, da prisen som Årets Tillidsrepræsentant blev delt ud torsdag aften. Blandt andre næstformand for FH, Majbrit Berlau flankeret af Jens Joel (S), folketingsmedlem og Lene Roed, der er formand for HK Kommunal. Tømrersjak fra Snedkermester Arne Pedersen A/S vandt Årets initiativ for at kæmpe for bedre asbestfri byggepladser.

A4 Medier
26-11-21

Morsø Kommune i finale

Emma Gade Boll begyndte som elev i Morsø Kommune i september 2020. Hun mærkede hurtigt, at det er vigtigt for kommunen at være et godt praktiksted. Samarbejdet mellem hende og Morsø Kommune har været så god en oplevelse for begge parter, at de har indstillet hinanden til henholdsvis Årets Elev og Årets Elevplads i HK MidtVest. Forleden kom beskeden så fra HK MidtVest at begge nomineringer er blandt de fire finalister i hver kategori, hvor vinderne afsløres først i december. Hun siger: - Jeg har faktisk aldrig haft følelsen af at være elev i Morsø Kommune. Jeg er fra starten blevet behandlet ordentligt og som en ligeværdig kollega. Jeg har fået gode og spændende opgaver og masser af opbakning og hjælp. Og så lever kommunen bare helt op til sit motto: ’Sammen er vi bedst’, fortæller Emma Gade Boll om sin elevplads.

Limfordsupdate.dk m.fl.
25-11-21

Terningerne er kastet til en omvæltning af beskæftigelsesindsatsen

Regningen for Arne-pensionen skal betales, og det kan koste dyrt for visse forbunds medlemmer, når der skal findes i alt 1,1 milliarder kroners besparelser i beskæftigelsesindsatsen. - Der er en voldsom bekymring både i Socialrådgiverforeningen og i HK Kommunal. Det er næsten uundgåeligt, at det vil føre til et væld af fyresedler. Vi har allerede set de første. Og KL har advaret mod, at Arne-besparelserne kan koste op mod en femtedel af jobcenteransatte jobbet, siger analytiker Gitte Redder. Det er kun cirka 370 millioner kroner af Arne-besparelserne, der er aftalt, og dermed skal der stadig findes mere end 700 millioner kroner på beskæftigelsesindsatsen. Internt i fagbevægelsen er der dilemmaer. Mens en række FH-forbund ser det som en oplagt chance for at styrke a-kasserne, hvis de får ansvaret for de forsikrede ledige, risikerer planen at gå ud over HK Kommunal og Socialrådgiverne. Alene HK Kommunal har omkring 6.700 medlemmer på jobcentrene. Her bliver det interessant, om Socialrådgiverne og HK/Kommunal vil alliere sig med KL, som de har fælles interesser med. - FH, HK Kommunal og Socialrådgiverforeningen har virkelig travlt med politisk lobbyarbejde lige nu, siger Gitte Redder.

A4 Medier
25-11-21

Administrationens medarbejdere igen yderst på planken

Debatindlæg af Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt. Det politiske magtspil i Odense Kommune skaber uro, stor bekymring og sågar vrede. Mine medlemmer ved ikke, om de er købt eller solgt i kommunalpolitikernes bytte-bytte-købmand. Det forlyder, at de besparelser, der uvægerligt følger i enden på oprettelsen af to nye forvaltninger, ’bare kan findes i administrationen’. Igen er det altså HK'erne, der kan føle, at de sidder yderst på planken, og at de arbejdsopgaver, de dagligt løser med ildhu og ærekærhed, igen skal vurderes af andre (politikerne). Bevares, der er garanteret en god tanke bag at sætte mere fokus på sundhed og miljø, men har man på noget tidspunkt tænkt: Hvordan anvender vi de ressourcer, som vi nu engang har, bedst muligt? Jeg vil jeg blot minde om, at det også rammer mennesker, der arbejder med administration. For HK'erne har både hjerte og hjerne med sig. De løser deres arbejdsopgaver godt under yderst vanskelige vilkår. Nu skal de så samtidig vente på, om de er købt eller solgt i forhold til finansieringen af to nye forvaltninger. Få nu løst dette interne politiske fnidder, så der kan blive skabt tryghed og ro blandt de administrative medarbejdere. Det fortjener de.

Fyens Stiftstidende m.fl.
25-11-21

Arne-pension skaber frygt for fyringer på jobcentre

Ansatte på landets jobcentre er nervøse over udsigten til de milliardbesparelser, der følger med udrulningen af Arne-pensionen. Der har da også allerede været effektueret afskedigelser som en konsekvens af den første delaftale, fortæller Lene Roed, formand for HK Kommunal. - Vores medlemmer er dybt, dybt bekymrede over at se ind i den milliardbesparelse, der er aftalt, siger hun. Det skaber både stor frustration og usikkerhed på jobcentrene, påpeger hun: - Man bliver også berørt på sin faglighed som medarbejder, når der hele tiden skal skæres i ressourcerne. De første millioner skal tages fra indsatsen for unge på uddannelseshjælp. Men det er ifølge HK og socialrådgiverne modstridende med regeringens eget ønske om at løfte flere unge over mod uddannelse eller arbejde. Lene Roed peger på, at alene frygten for besparelser kan betyde, at man allerede nu kigger sig om efter andre jobfunktioner. I HK Kommunal giver man hellere end gerne sit besyv med, når flere besparelser skal udmøntes. - Vi har stadig en tro på, at når vi som organisation repræsenterer størstedelen af jobcentermedarbejdere, vil det være helt naturligt, at vi på et tidspunkt sidder med ved bordet og bliver hørt, siger Lene Roed.

A4 Medier
22-11-21

Jeg vil være borgmester på Bornholm

53-årige Karen Lynn Jacobsen glæder sig over Thomas Thors' beslutning om at trække sig fra lokalpolitik ved årsskiftet, for det betyder, at førstegangskandidaten træder ind i kommunalbestyrelsen som fuldgyldigt medlem, i stedet for at starte som suppleant. Karen Lynn Jacobsen meldte sig ind i Socialdemokratiet for tre år siden, men har stemt på partiet mange år. Hun har været ansat i kommunen i 25 år. Kampen for at styrke den danske samfundsmodel er en af grundene til at Karen Lynn Jacobsen kastede sig ud i fagforeningsarbejde. I dag bestrider hun flere topposter i HK-organisationen og er samtidig fællestillidsrepræsentant i Bornholms Regionskommune. - Jeg sidder i kommunalbestyrelsen for at repræsentere hele Bornholm, ikke HK. -Jeg vil gerne være borgmester på Bornholm, siger hun.

Bornholms Tidende m.fl.
22-11-21

Personale blev fyret for at spare millioner, men nu vokser kommunen

Tingene hænger ikke sammen, medarbejderne bliver utrygge, og det virker som noget, der er trukket op af skuffen en sen nattetime. Formand for HK Kommunal Midt, Karina Skovgaard Jørgensen, er langt fra imponeret over politikernes beslutning om at oprette to nye forvaltninger for klima/miljø og sundhed i Odense. - Jeg synes faktisk ikke, at det giver mening. Man peger rigtig tit på det administrative personale, når der skal spares, og nu er der nye rådmænd og ledere, der skal have store, varige lønninger, siger hun. - Jeg har allerede talt med tillidsrepræsentanter i kommunen, og de siger, at medarbejderne bliver forvirrede og utrygge over situationen. For først sparer man og fyrer medarbejdere, og så kommer det her, siger hun. Karina Skovgaard Jørgensen føler sig ikke tryg ved, at de nye forvaltninger "bare" kan oprettes ved at flytte medarbejdere rundt. - Der skal være fokus på klima og sundhed i kommunen, men jeg har svært ved at se, hvordan det økonomisk skal hænge sammen. Jeg er bange for, at pilen igen-igen kommer til at rette sig mod de nuværende administrative medarbejdere, når der skal findes penge til at lave de nye forvaltninger, siger hun.

Fyens Amts Avis, DR P4 Fyn Nyheder m.fl.
19-11-21

Københavnske fagforeninger håber på bedre samarbejde med Cecilia Lonning-Skovgaard efter uro i jobcentre

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) skal fortsat være ansvarlig for beskæftigelsesområdet i København, og ifølge de lokale fagforeninger har hun en stor opgave foran sig efter måneder med uro og kritik af de københavnske jobcentre. - Vi skal have genskabt tilliden mellem medarbejdere og borgmesteren, ikke mindst fordi vi står overfor, at der skal findes millioner for at betale for regeringens Arne-pension. Derfor er det enormt vigtigt, at vores medlemmer kan have tillid til en ordentlig dialog med borgmesteren, siger formand for HK Kommunal Hovedstaden, Ditte Gottlieb Bredahl. Hun henviser til, at Cecilia Lonning-Skovgaard for nylig fratog en af kommunens direktører ansvaret for jobcentrene efter, at de ikke havde henvist ledige til bestemte job. Men jobcentrene bruger primært redskabet til at afprøve de lediges rådighed og ikke til at formidle job, da arbejdsgiverne ikke er interesserede i umotiverede ansøgere. - Vores medlemmer har været voldsomt utrygge over den manglende saglighed i Cecilia Lonning-Skovgaards kritik. Nu håber jeg, at vi kan gå i dialog over en kop kaffe, så vi kan få et godt samarbejdsklima, siger Ditte Gottlieb Bredahl.

Altinget.dk
18-11-21

Løft debatten om jobcentrene og lyt til fagpersonerne

Debatindlæg af Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal Hovedstaden, og Rasmus Hangaard Balslev, formand DS Region Øst. Der bokses løs på jobcentrene fra alle sider. Men virkeligheden er langt mere nuanceret. Tag historierne om, at nogle jobcentre ikke henviser ledige til job. De giver et misvisende indtryk af, at jobcentrene slet ikke varetager opgaven med at matche ledige og virksomheder. En »henvisning« er oftest ikke et godt redskab. I stedet arbejdes der på at finde den helt rigtige kandidat til den enkelte virksomhed, hvilket øger chancen for et længerevarende ansættelsesforhold betydeligt. I den kritiske dækning tegner der ser også et billede af, at ledige kan blive hjemme i sofaen og hæve dagpenge eller kontanthjælp, uden det har konsekvenser. Men mange, der ikke gør det, trækkes i ydelse, også selvom jobcentret ikke har brugt henvisningsparagraffen. Der er masser af rigtige problemer at tage fat på i beskæftigelsesindsatsen. Ikke mindst den rigide mål-og processtyring fra Christiansborg. Første skridt mod en bedre beskæftigelsesindsats er, at politikere og meningsdannere lytter meget mere til fagpersonerne og deres faglige organisationer.

Berlingske
16-11-21

Administration er fundamentet

Debatindlæg af Katharina Hauge Antonsen, formand HK Kommunal Nordjylland. Her forud for valget 16.11. er den politiske jagt ganske forudsigeligt gået ind på ’administrationen’. ’Spar på administrationen og frigør penge til velfærd’, lyder det. Sådanne synspunkter har imidlertid ingen bund i virkelighedens verden. Jeg vil gerne advare alle vælgere om at købe myten om den overflødige administration. Administration udgør en helt uadskillelig del af vores velfærd. Der skal være styr på ydelser. Der skal være retssikkerhed i sagsbehandlingen, og den ene hånd skal vide, hvad den anden gør. Derudover sikrer de administrative medarbejdere jo også, at de kolleger i de nordjyske kommuner og i Region Nordjylland, der har til opgave at give velfærd på andre områder, får mere tid til deres kerneopgave. Hvis vi skal sikre en velfærd, hvor vi får mest muligt for skattekronerne, skal opgaver som løn, bogholderi, it og journaler naturligvis varetages af dem, der er uddannede i og har erfaring med effektiv administration. Vi skal tænke os godt om, når vi 16.11. skal til stemmeurnerne for at skrue fremtidens offentlige sektor sammen. Husk at en professionel administration er en væsentlig del af et velfungerende velfærdssamfund.

Nordjyske Stiftstidende m.fl.
13-11-21

- Vi skal ikke lægge arm, hvis vi skal kunne arbejde sammen

Fokusér på arbejdsopgaven, og lad ikke medarbejderne stå alene med konflikterne, men træd i karakter som ledelse. Sådan lyder nogle af rådene til de konflikter, der kan opstå, når vaccinerede og ikke-vaccinerede skal arbejde sammen. - På den ene side sætter det os i en ny situation på arbejdspladsen, på den anden side kan det være en konflikt som mange andre konflikter, men vi har bare ikke erfaring med at håndtere, siger Karen Brøndsholm, der er arbejdsmiljøkonsulent i HK Kommunal. Man bør dog under alle omstændigheder undlade at køre fronterne hårdt op, mener hun. - Det er i høj grad folks følelser og værdier, det handler om, men det er vigtigt at have respekt for forskelligheden. - Jeg vil gerne appellere til, at vi finder en løsning, så jeg kan være her, og du kan være her’, siger Karen Brøndsholm og fortsætter: - Det kan hurtigt ende med en form for armlægning, men vi skal ikke lægge arm, hvis vi skal kunne arbejde sammen, siger hun og understreger, at det er vigtigt, ledelsen tager ansvaret for en løsning på sig: - Det er rigtigt vigtigt, at konflikten bliver flyttet væk fra de pågældende medarbejdere.

Frederiksborg Amts Avis, Dagbladet Ringsted, Sjællandske m.fl.
13-11-21

Mangel på lægesekretærer

Da statsminister Mette Frederiksen (S) i dag besøgte Køge Universitetshospital, kunne hun konstatere, at læger blandt andet på grund af Sundhedsplatformen bruger flere og flere resurser på administrative opgaver. Formand for HK Kommunal Hovedstaden, Ditte Gottlieb Bredahl, siger: - Dengang Sundhedsplatformen kom, fyrede man rigtig mange lægesekretærer, fordi man ikke troede, at man havde brug for dem mere. Det viste sig meget hurtigt at være en kæmpe, kæmpe stor fejl. Og det er noget, vi i dag står og betaler prisen for. I dag er manglen på lægesekretærer stor, men en ny uddannelse har for få pladser. – Vi er i kontakt og i dialog med regionen om problemet, siger Ditte Gottlieb Bredahl.

TV2 Lorry
12-11-21

Administration har mange ansigter - også som byggesagsbehandler

Debatindlæg af Karen Lynn Jacobsen, FTR Bornholms Regionskommune. Ralf Marcoux Skovgaard (K) undrer sig over, at der i Bornholms Regionskommune bliver ansat kontorassistenter som byggesagsbehandlere. Jeg vil foreslå, at hr. Skovgaard ser på HK Kommunal Hovedstadens kampagne ’Administration har mange ansigter’. Der er og har i mange år været HK'ere ansat som byggesagsbehandlere. De har stærke kompetencer med IT-systemer, lovgivning, borgerbetjening o.l. Derefter skal de yderligere klædes på for, at de selvstændigt kan træffe afgørelser som byggesagsbehandlere. At hr. Skovgaard kan påstå, at en assistent ’ikke har forudsætninger til at kunne håndtere så teknisk et område som byggesagsbehandling’, viser hvor lidt han ved om fagområdet og om de ansatte, som passer deres arbejde med de ressourcer, de får stillet. At skyde mod medarbejdernes kompetencer og sætte spørgsmålstegn ved, om de bør være ansat i en af kommunernes afdelinger, er under bæltestedet og viser uvidenhed. Man skal lære hele levet, så håber jeg, at hr. Skovgaard har lært noget nyt i dag.

Bornholms Tidende
12-11-21

Hold fast på medarbejderne med fleksible arbejdsformer

Debatindlæg af Jette Delfs Clausen, John Øllegaard, Karin Bruhn Termannsen og Anni Hejlesen, medlemmer af chefgruppen i HK Kommunal. Det kollegiale fællesskab og den faglige sparring lever bedst i det fysiske arbejdsfællesskab. Det betyder imidlertid langt fra, at vi nu bare skal vende tilbage til hverdagen før corona. Tværtimod: Hold fast i alle de gode erfaringer fra coronakrisens mange kreative løsninger på arbejdsformer. Hvor chefer og ledere får et råde- og handlingsrum, hvor de selv aftaler med afdelinger og teams, hvad der giver mening at gøre. Og lad der ikke være nogen gran af tvivl: Som chefer mener, at jo mere fleksibelt, vi tænker, des større trivsel og dermed også produktivitet oplever vi hos medarbejderne. Der er mange hensyn. Både til kerneopgave og drift. Der er sammenhængskraften i organisationen og det kollegiale og faglige sparringsmiljø. Men det er muligt at tilgodese disse faktorer, hvis udviser kreativitet, mod og tillid i processen. De kan også bidrage til at fastholde og tiltrække arbejdskraft. Og: One size does not fit all. Skal vi holde fast i fremtidens medarbejder, må vi tage deres erfaringer og input alvorligt.

JP/Finans.dk
10-11-21

Jobcentrene i krydsild

Debatindlæg af Kenneth Laursen, KV21 kandidat (R). Formand for HK Kommunal Midt, Karina Skovgaard Jørgensen, skriver i et indlæg, at hun håber debatten omkring jobcentermedarbejdernes arbejde vil blive taget i en god tone op mod KV21. Hun har to pointer. Den første handler om tonen i debatten op til KV21, og den anden handler om jobcentermedarbejdernes indsats. At tonen skærpes op til et kommunalvalg, det er helt naturligt. Hvad Skovgaard Jørgensens anden pointe angår, så er jeg enig. Jeg vil derfor hellere tale om de systemer og den lovgivning, der for mig at se er årsagen til de mange meninger og kraftige ytringer fra alle mulige, som har en holdning til jobcentrene. Der må forlanges et minimum af uddannelse hos de medarbejdere, der skal arbejde med mennesker. Fra politisk side skal der til gengæld sørges for, at jobcentrene har de ressourcer, der skal til for at kunne varetage de jobfunktioner som medarbejderne gør. Eller også skal jobcentrene ligefrem reformeres.

Fyns Amts Avis m.fl.
07-11-21

Fagforbund: Regeringens uambitiøse udspil til en velfærdslov efterlader os med en flad fornemmelse

Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal, Mona Striib, formand FOA, Elisa Rimpler formand BUPL m.fl. Regeringens udkast til den kommende Velfærdslov indeholder ikke de nødvendige sikringer af velfærden. Vi bliver nødt til at sikre at de offentlige budgetter udvides i takt med befolkningsudviklingen. Ellers er det ikke en velfærdslov! I lovudkastet foreslås, at den til enhver tid siddende finansminister kan bestemme, at man under ”exceptionelle omstændigheder” slet ikke behøver at overholde loven. Det udvander fuldstændig pointen med en Velfærdslov. Vi ønsker vi os en Velfærdslov, der sikrer, at pengene rent faktisk følger med, når vi bliver flere. Og Finansministeriet modregner ti procent af de stigende ældreudgifter, fordi det antages, at de ældre bliver sundere. Men det er helt urimeligt. Hertil kommer, at antallet af børn med mistrivsel er steget voldsomt de seneste år. Det koster ekstra. Vi står med en økonomi der trænger til at blive genoprettet efter mange år med udsultning af velfærden især i starten af 2010’erne. Så kære politikere. Vi har brug for en ambitiøs velfærdslov, der gør en forskel for virkelighedens velfærd.

Børsen
06-11-21

Avisen forsøger karaktermord

Debatindlæg af René Larsen, borgmesterkandidat (S), Langeland. På Langeland har kommunalbestyrelsen måtte give merbevilling på merbevilling til flere på offentlig forsørgelse. Hver gang har kommunalbestyrelsen fået at vide, at merbevillingerne var indeholdt i budgetterne. Jeg mener, det må være muligt at hjælpe borgere over i beskæftigelse eller uddannelse. Og selvfølgelig skal vi sanktionere ledige, der ikke lever op til deres forpligtigelser. Jeg kritiserede i den forbindelse centerchefen for, at der var information, som ikke var givet til udvalget. I dagens avis drejes det til, at jeg varsler besparelser på beskæftigelsesområdet og spænder medarbejderne for min valgkampvogn. Det er en fordrejning af virkeligheden og et forsøg på karaktermord på mig. Jeg vil ikke finde mig i avisens tilsvining. Svar fra Fyns Amts Avis: Vi står ved den journalistik, vi har lavet. Du har varslet besparelser. Og det, samt din kritik af jobcenterchefen, kritiserer sektorformanden for HK. Sektorformanden for HK kommer med sine holdninger til dine udtalelser, og dernæst får du det forelagt og får lejlighed til at kommentere. Det er helt efter bogen at bringe det som en artikel.

Fyns Amts Avis m.fl.
06-11-21

Jobcentermedarbejderne fortjener en fair tone i valgkampen

Debatindlæg af Michael Rosenberg, formand HK Kommunal Sjælland. Nu hvor kampen om pladserne til kommunalbestyrelserne på øerne, Midt- og Sydsjælland for alvor spidser til, bliver tonen i de politiske diskussioner skærpet. Det gælder ikke mindst på beskæftigelsesområdet. Kritikken af jobcentrene og deres medarbejdere stritter i alle retninger. Det er naturligvis helt fair, at byrådskandidaterne debatterer kvaliteten af de kommunale ydelser, herunder om vores kommunale jobcentermedarbejdere udfører deres arbejde tilfredsstillende. Som formand for HK Kommunal Sjælland ligger det mig imidlertid meget på sinde, at der holdes en nogenlunde anstændig tone, når der diskuteres beskæftigelsespolitik. Det er nemlig langt fra altid tilfældet. Meget fredsommeligt vil jeg gerne appellere til, at alle byrådskandidater går efter bolden og ikke medarbejdere på jobcentrene. Vores medlemmer i beskæftigelsesindsatsen, der hver eneste morgen står op til en ny dag med en klar mission om at gøre en positiv forskel for borgere og virksomheder, udfører ganske loyalt nemlig præcist det, christiansborgpolitikerne i detaljer har bedt dem om. Og som de sjællandske kommunalbestyrelser afstemmer efter lokale forhold.

Lolland-Falsters Folketidende
05-11-21

Venstre-borgmester gav aben videre og fjernede jobcenterdirektør. Nu anklages hun for at have brudt loven

Cecilia Lonning-Skovgaard (V) anklages nu for som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København at have brudt flere regler, i forbindelse med at hun i oktober fjernede jobcenterdirektør i Københavns Kommune, Marianne Sørensen. Djøf og HK anklager borgmesteren for ’uden nogen forudgående proces, og uden overholdelse af de forvaltnings- og ansættelsesretlige regler’ at have fjernet direktøren. Ikke mindst ved at direktøren først gennem medierne opdagede, at hun havde mistet sin post. Organisationerne opfordrer Økonomiudvalget til også at tage afstand fra borgmesterens handlinger. Baggrunden er, at jobcentrene i København ikke har henvist én eneste ledig til job de seneste to år. Der er også utilfredshed med borgmesteren blandt ansatte på jobcentrene i København. Hos HK fortæller man, at flere ansatte på jobcentret har udtrykt utryghed og utilfredshed. - Man har kastet medarbejderne under bussen. Når man lige pludselig fjerner en direktør, er det ret atypisk. Som øverste ansvarlige har man en opgave i at samle. Det her ligner splittelse fra alle sider, og det skaber utryghed, siger Ditte Gottlieb Bredahl, formand for HK Kommunal i Hovedstaden.

Berlingske
05-11-21

Administration er velfærdens fundament

Debatindlæg af Michael Rosenberg, formand HK Kommunal Sjælland. Her forud for kommunal- og regionsrådsvalget 16. november, er den politiske jagt ganske forudsigeligt gået ind på ’administrationen’. De håbefulde kandidater bruger floskler, som ’spar på administrationen og frigør penge til velfærd’, og ævler videre om kolde og varme hænder. Sådanne synspunkter har imidlertid ingen som helst bund i virkelighedens verden. Jeg vil gerne advare alle sjællandske vælgere om at købe myten om den overflødige administration. For den består af en masse dybt professionelle medarbejdere. De er en væsentlig del af velfærdens maskinrum, og uden dem ville meget gå i stå. En af grundene til, at vi har et samfund med så meget tillid, er, at der er orden i sagerne og styr på tingene. Det sørger administrationen for. Administrative medarbejdere sikrer ydermere, at de kolleger, der har til opgave at give velfærd på andre områder, får mere tid til deres kerneopgave. Så kære vælgere på Sjælland, Lolland, Falster og Møn: Tænk jer godt om, når I 16. november skal til stemmeurnerne for at skrue fremtidens offentlige sektor sammen. Husk, at en professionel administration er en væsentlig del af et velfungerende velfærdssamfund.

Sjællandske, Nordvest Nyt m.fl.
05-11-21

Fagforbund kritiserer borgmesterkandidat for ufine metoder

Hvis ikke arbejdskulturen på Langeland Kommunes beskæftigelsesområde i forvejen indeholdt elementer af frygt, som borgmesterkandidat René Larsen (S) gav udtryk for tidligere på ugen, kan det vise sig at blive en konsekvens af hans udtalelser. Det mener Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal på Fyn. - Når vi taler om besparelser på beskæftigelsesområdet, er det sjældent, at det ikke går ud over medarbejderne. Derfor bliver mange utrygge. Det gælder i hele landet, siger hun og fortsætter: - Jeg oplever denne sag som endnu en i rækken, hvor borgmesterkandidater og andre politikere lige nu skyder med skarpt, fordi de er i valgkamp. Jeg synes, det er ufint at skyde på nogen, der i forvejen ligger ned. Det vil sige jobcentre og beskæftigelsesområdet i det hele taget, siger hun. Tidligere udtalte René Larsen, som også er formand i beskæftigelsesudvalget, at der var problemer i hans egen forvaltning. Han kritiserede jobcenterchefen og udtalte, at arbejdsklimaet var udfordret i en sådan grad, at det forhindrede information i at vandre frit i forvaltningen. Om den åbne kritik af jobcenterchefen siger Karina Skovgaard: - Jeg bryder mig ikke om, at man smider folk under bussen på den måde. Slet ikke, hvis det bare er for at fremme ens sag i en valgkamp.

Fyns Amts Avis m.fl.
05-11-21

Appel. Gå efter bolden, ikke efter medarbejderen på jobcentret

Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. Nu, hvor kampen om pladserne til de sydjyske kommunalbestyrelser for alvor spidser til, bliver den politiske tone også skærpet på beskæftigelsesområdet. Jobcentrene og deres medarbejdere kritiseres for at sanktionere for lidt, sanktionere for meget, aktivere for meget eller for at henvise for lidt. Kritikken stritter i alle retninger. Det ligger det mig meget på sinde, at der holdes en anstændig tone, når der diskuteres beskæftigelsespolitik. Det er nemlig langtfra altid tilfældet. Jeg vil gerne appellere til alle byrådskandidater om at gå efter bolden og ikke medarbejderne på jobcentrene. Vores medlemmer i beskæftigelsesindsatsen udfører loyalt det arbejde, Christiansborg-politikerne har bedt dem om, og som de sydjyske kommunalbestyrelser afstemmer efter lokale forhold. Og målinger viser, at det store flertal af både borgere og virksomheder er tilfredse med indsatsen. Jeg håber derfor, at alle vores sydjyske byrådskandidater her op til kommunalvalget16. november vil holde den gode tone, så vi kan få en nuanceret debat om beskæftigelsesindsatsen på et oplyst grundlag.

Vejle Amts Folkeblad m.fl.
04-11-21

Manglen på lægesekretærer er akut og alvorlig!

Debatindlæg af Lene Buhl, Hans-Henrik Hansen og Dorthe Vestergaard Willumsen, formænd for henholdsvis HK Kommunal MidtVest, HK Kommunal Østjylland og HK Kommunal Sydjylland. Det er tid at råbe vagt i gevær. Region Midtjylland vil ved årsskiftet mangle mindst 200 uddannede lægesekretærer. I øjeblikket er der slået 22 lægesekretær-stillinger op i regionen. Derudover er der mindst 100 vakante stillinger. Hertil kommer de mange lægesekretærer, der står til at skulle gå på pension. Manglen på lægesekretærer er både akut og alvorlig. I forvejen har travlhed og underbemanding i sundhedsvæsenet nået et kritisk lavpunkt, ser vi i TV2-dokumentaren ’Opråb fra sygehuset’. Det gabende hul blandt lægesekretærerne skal udfyldes, så lægesekretærerne kan aflaste det øvrige personale. Der bør laves en aftale med Danske Regioner om, at der frem til 31. august 2022 kan optages lægesekretærelever på den gamle lægesekretæruddannelse. Desuden er der på landsplan kun startet 600 på uddannelsen til Sundhedsadministrativ koordinator. Det antal kommer aldrig til at kunne udfylde den mangel på lægesekretærer, der vil komme.

Horsens Folkeblad, Lemvig Folkeblad, Brande Bladet m.fl.
03-11-21

Jobcenter-medarbejderne fortjener en fair tone i valgkampen

Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal Midtvest. Nu, hvor kampen om pladserne til de midt- og vestjyske kommunalbestyrelser for alvor spidser til, bliver tonen i de politiske diskussioner – herunder på beskæftigelsesområdet - ofte skærpet. Kritikken af jobcentrene og deres medarbejdere stritter i alle retninger. Som formand for HK Kommunal MidtVest vil jeg gerne appellere til alle byrådskandidater om at holde en anstændig tone og gå efter bolden og ikke medarbejderne. Vores medlemmer i beskæftigelsesindsatsen udfører ganske loyalt nemlig præcist det, Christiansborg-politikerne i detaljer har bedt dem om. Vores ansatte på jobcentrene gør det rent faktisk rigtig godt. Måling efter måling dokumenterer, at langt hovedparten af vores erhvervsliv og det store flertal af borgere i den grad kvitterer for jobcentrenes indsats. Jeg håber derfor, at alle vores midt- og vestjyske byrådskandidater her op til kommunalvalget vil holde den gode tone, så vi kan få en nuanceret debat om beskæftigelsesindsatsen på et oplyst grundlag. Det skylder vi borgerne, virksomhederne og de medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen, der hver dag går på arbejde med en klar mission om at hjælpe borgere og virksomheder.

Herning Folkeblad, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Dagbladet Holstebro-Struer m.fl.
02-11-21

Fagforeninger: Krisen på sygehusene er en realitet

Debatindlæg af Lene Roed, formand HK Kommunal, Helga Schultz, formand Yngre Læger, Grete Christensen, formand Dansk Sygeplejeråd m.fl. Læger og sygeplejersker stod i en dokumentar på TV2 frem og fortalte om travlhed og underbemanding på de danske hospitaler, der presser personalet og forværrer tilstanden hos nogle patienter. Travlheden gør sig gældende blandt alle personalegrupper på sygehusene. Sagen er, at mere end ti års underfinansiering har sat sine spor, og i dag er der reelt ikke råd til både at dække de stigende udgifter til behandling og medicin og til at tage imod det stigende antal ældre og kronisk syge. Sygehussamarbejdet efterlyser et løft af sundhedsvæsenet, som gør op med underfinansieringen. Både i den kommende finanslov og således, at der herefter afsættes penge til mindst to procents stigninger i sundhedsvæsenet om året. Medarbejdere på sygehuse landet over efterlyser et bedre arbejdsmiljø, hvor arbejdstempoet er mere rimeligt. Situationen er uholdbar for patientsikkerheden og medarbejdernes trivsel. Og den truer tilliden til det offentlige sundhedsvæsen. Dét må ikke ske, og derfor opfordrer vi regeringen til at gøre op med årtiers underfinansiering nu.

Altinget
02-11-21

Sådan vandt Anja C. Jensen og Mads Samsing magten i HK

Der blev bomstille i Falkoner Centeret, da HK Kommunals formand, Lene Roed, tog ordet før valget til næstformand på HK’s kongres i weekenden. Kun en lille håndfuld mennesker var på forhånd taget i ed om den manøvre, HK Kommunal nu gennemførte: At få valgt deres næstformand, Mads Samsing, som næstformand for hele HK. Ikke engang Anja C. Jensen vidste med sikkerhed, hvad der ville ske. For Anja C. Jensen var det kulminationen på to års fremmarch mod HK-tronen og for Mads Samsing 14 dages nøje tilrettelagt mummespil. Både formanden for HK Kommunal, Lene Roed, og hendes næstformand, Mads Samsing, støtter Martin Rasmussens kandidatur. Men alle kan i oktober se, at der er gode muligheder for, at Anja C. Jensen bliver valgt. HK Kommunals topfigurer lægger derfor en plan B. Plan A er på det tidspunkt fortsat Martin Rasmussen. Men hvis Anja C. Jensen bliver valgt til forbundsformand, så skal Samsing opstilles som næstformand, så HK Kommunals indflydelse og den interne balance sikres. Anja C. Jensen vinder, og Lene Roed tager ordet før næstformandsvalget og holder sin overraskende tale for Mads Samsing. Kim Simonsen smiler veltilfreds fra sin plads på podiet. Selvom det er et fornuftsægteskab, er det en duo, som de fleste i HK kan se sig selv i.

A4 Medier
01-11-21

HK's nye næstformand efter chokvalg: - Det var ikke koordineret

Det kom som et chok, da en spritny næstformandskandidat pludselig ryddede bordet i en overvældende valgsejr. Ifølge HK's nye næstformand, Mads Samsing, var der ikke tale om et koordineret kup. Det var en god idé med en næstformand med baggrund hos de offentligt ansatte HK'ere, når den nyvalgte formand, Anja C. Jensen, har en baggrund i HK Privat, lød det. Hvordan kom det i stand, at du meldte dit kandidatur på kongressen, Mads Samsing? - Som formandsvalget faldt ud, og de næstformandskandidater, der var i spil, var det min vurdering, at jeg ved at melde mit kandidatur kunne sikre balancerne i HK. Det synes jeg også, kongressen kvitterede for ved at lave så klart et valg. Hvor lang tid har det været planen, du skulle stille op? - Det har ikke været planen ret længe. I det, at der kom en kandidat i Pernille Lange, der havde den samme analyse som jeg, har der været nogle snakke i salen, som gjorde, at jeg mente, det var det rigtige at gøre, siger Mads Samsing. Hvem havde du aftalt det med? - Jeg havde jo aftalt det med Lene Roed, men det er ganske få andre, vi har talt med. Hvad er Mads Samsings mærkesager? - Det handler om arbejdsmiljø, arbejdsmarkedspolitik, uddannelse, og det ville det gøre uanset, hvilken kandidat, der blev valgt.

A4 Medier
01-11-21

Jobcentermedarbejderne fortjener en fair tone i valgkampen

Debatindlæg af Karina Skovgaard Jørgensen, formand HK Kommunal Midt. Nu hvor kampen om pladserne til kommunalbestyrelserne på Fyn og i Fredericia for alvor spidser til, bliver tonen i de politiske diskussioner – herunder på beskæftigelsesområdet - ofte skærpet. Det ligger mig meget på sinde, at der holdes en nogenlunde anstændig tone, når der diskuteres beskæftigelsespolitik. Det er nemlig langtfra altid tilfældet. Jeg vil gerne appellere til alle byrådskandidater om at gå efter bolden og ikke medarbejdere på jobcentrene. Medarbejderne udfører ganske loyalt nemlig præcist det, Christiansborgpolitikerne i detaljer har bedt dem om. Vores ansatte på jobcentrene gør det rent faktisk rigtig godt. Måling efter måling dokumenterer, at langt hovedparten af vores erhvervsliv og det store flertal af borgere i den grad kvitterer for jobcentrenes indsats. Med til billedet hører også, at medarbejderne i jobcentret servicerer en særdeles bred vifte af borgere. Jeg håber derfor, at alle vores byrådskandidater på Fyn og i Fredericia her op til kommunalvalget 16. november vil holde den gode tone, så vi kan få en nuanceret debat om beskæftigelsesindsatsen på et oplyst grundlag.

Fyens Stiftstidende, Fyens Amts Avis
30-10-21

Fagforbundet HK vælger første kvinde som formand

Fagforbundet HK Danmark har for første gang valgt en kvinde som formand. Det bliver Anja C. Jensen, som lørdag er blevet valgt på HK's kongres. Hun skal fremover stå i spidsen for HK Danmarks godt 218.000 medlemmer. Anja C. Jensen måtte igennem et tæt kampvalg med Martin Rasmussen, som siden 2018 har været næstformand i HK Danmark. - Det er helt fantastisk, og jeg er simpelthen så glad og beæret og meget stolt over, at jeg får lov til at føre det vigtige arbejde videre, som vi er i gang med nu, siger hun. 51-årige Anja C. Jensen har siden 2019 været næstformand i HK Privat. Hun er uddannet receptionist og har tidligere blandt andet arbejdet som specialkonsulent i Kost- og Ernæringsforbundet. Samtidig er 39-årige Mads Samsing, næstformand i HK/Kommunal, valgt som forbundets næstformand i perioden med et overvældende flertal. Han annoncerede først sit kandidatur på selve kongressen til stor overraskelse for de delegerede. Mads Samsings opstillingstale bar præg af hans store ambitioner for HK'ernes arbejdsliv. Men forudsætningen for at komme i mål med dem er organisering, påpegede han.

Ritzau, Altinget, Sjællandske, Vejle Amts Folkeblad m.m.fl.
30-10-21

Politikere vil ansætte flere lægesekretærer - men er der egentlig nogen at ansætte?

I begyndelsen af oktober foreslog S og SF, at der skulle ansættes flere lægesekretærer i Region Sjælland. Men er der overhovedet nok med den rigtige uddannelse til at udfylde stillingerne? Anja Raun er formand for Danske Lægesekretærer i Region Sjælland og bestyrelsesmedlem i HK Kommunal. Hun fortæller, at det er svært at finde nye lægesekretærer til at besætte de stillinger, der allerede er. - Vi oplever, at vi har store rekrutteringsproblemer, siger hun. Det var derfor også med blandede følelser, Anja Raun hørte nyheden om, at S og SF ville ansætte nye lægesekretærer. - Vi ryster lidt på hovedet ad det. For vi er glade for, at de vil bruge penge på at ansætte lægesekretærer - men hvor vil de finde dem henne? siger hun. Det er nemlig ret præcist tre år siden, man fyrede en stor del af lægesekretærerne i regionen, og Anja Raun er ikke sikker på, at de vil vende tilbage uden videre. - I 2018 opsagde de omkring 118 lægesekretærer. Det startede en lavine, hvor flere rejste, fordi de var vrede over, at regionen ikke gjorde noget for at fastholde os, fortæller hun. Anja Raun ser rigtig gerne, at man tager flere elever ind i regionen.

TV2Øst
29-10-21

Jobcentre. Skyd ikke på dem, der bare passer deres arbejde

Debatindlæg af Hans-Henrik Hansen, formand HK Kommunal Østjylland. Nu, hvor kampen om pladserne til de østjyske kommunalbestyrelser for alvor spidser til, skærpes den politiske tone også på beskæftigelsesområdet. Der skydes fra øst og fra vest. Det ligger mig imidlertid meget på sinde, at der holdes en nogenlunde anstændig tone, når der diskuteres beskæftigelsespolitik. Det er nemlig langt fra altid tilfældet. Jeg vil gerne appellere til alle byrådskandidater om så at sige at gå efter bolden og ikke medarbejdere på jobcentrene. Vores medlemmer i beskæftigelsesindsatsen udfører ganske loyalt nemlig præcist det, Christiansborg-politikerne i detaljer har bedt dem om. Og de gør det rent faktisk rigtig godt. Måling efter måling dokumenterer, at langt hovedparten af vores erhvervsliv og det store flertal af borgere i den grad kvitterer for jobcentrenes indsats. Ofte er medarbejderen i jobcenteret den udsatte borgers primære indgang til det offentlige. Jeg håber derfor, at alle vores østjyske byrådskandidater her op til kommunalvalget vil holde den gode tone, så vi kan få en nuanceret debat om beskæftigelsesindsatsen. Det skylder både borgere, virksomheder og medarbejdere.

Århus Stiftstidende m.fl.
29-10-21

Flere elevpladser til vores unge, tak

Debatindlæg af Michael Rosenberg, formand HK Kommunal Sjælland. Her i vores område er hver 10. kontorelev i kommunerne forsvundet siden sidste kommunalvalg. Det er dybt bekymrende og giver tre udfordringer: For det første mangler vi elevpladser til de unge, der gerne vil tage en erhvervsuddannelse. For det andet kommer kommunerne til at mangle dygtige, administrative medarbejdere, som kan håndtere administrationen effektivt, når de ældre HK'ere går på pension. For det tredje mister vi den arbejdskraft, som kender kommunerne indefra og derfor er garanten for, at vores kommuner udvikles. Også antallet af lægesekretærelever er faldet drastisk. Det skaber et urimeligt pres på de lægesekretærer, der er på afdelingerne i dag, og det skaber en forringelse af vores velfærd. Nu er der snart valg til vores kommunalbestyrelser og regionsråd. Min opfordring til de kommende lokalpolitikere skal være, at I tager ansvar for at løfte den uddannelsespolitiske dagsorden, der er yderst presserende. Der skal være uddannelsesmuligheder for de unge her i vores lokalområde. Kun ad den vej kan vi sikre vækst, udvikling og velfærd, og det har kommunerne og regionen et stort medansvar for.

Sjællandske, Dagbladet Roskilde, Dagbladet Køge m.fl.
29-10-21

Jeg vil gerne appellere til alle byrådskandidater om at gå efter bolden og ikke medarbejderne på jobcentrene

Debatindlæg af Dorthe V. Willumsen, formand HK Kommunal Sydjylland. Nu, hvor kampen om pladserne til de sydjyske kommunalbestyrelser for alvor spidser til, bliver den politiske tone også skærpet på beskæftigelsesområdet. Jobcentrene og deres medarbejdere kritiseres for at sanktionere for lidt, sanktionere for meget, aktivere for meget eller for at henvise for lidt. Kritikken stritter i alle retninger. Det ligger det mig meget på sinde, at der holdes en anstændig tone, når der diskuteres beskæftigelsespolitik. Det er nemlig langtfra altid tilfældet. Jeg vil gerne appellere til alle byrådskandidater om at gå efter bolden og ikke medarbejderne på jobcentrene. Vores medlemmer i beskæftigelsesindsatsen udfører loyalt det arbejde, Christiansborg-politikerne har bedt dem om, og som de sydjyske kommunalbestyrelser afstemmer efter lokale forhold. Og målinger viser, at det store flertal af både borgere og virksomheder er tilfredse med indsatsen. Jeg håber derfor, at alle vores sydjyske byrådskandidater her op til kommunalvalget16. november vil holde den gode tone, så vi kan få en nuanceret debat om beskæftigelsesindsatsen på et oplyst grundlag.

Jydske Vestkysten, Horsens Folkeblad, Vejle Amts Folkeblad m.fl.
29-10-21

Mads Samsing (HK): Mistilliden fra Christiansborg til kommunerne er ekstrem, og det bærer beskæftigelsespolitikken stærkt præg af

Kommentar af Mads Samsing, næstformand HK Kommunal. Den offentlige debat tegner i et misvisende billede af den kommunale jobindsats. Mistilliden fra Christiansborg er ekstrem, og det bærer politikken stærkt præg af. Jeg kan garantere for, at medarbejderne knokler for at yde den bedst mulige indsats over for borgere og virksomheder under vanskelige rammer. Beskæftigelsesindsatsen er talt så langt ned, at det stort set er omkostningsfrit for politikerne at finde penge til nye initiativer der. Der er udsigt til, at der skal spares 1,3 mia.kr. på indsatsen i de kommende år. Det vil ikke overraske mig, hvis politikerne på Christiansborg fortsætter med at finde pengene på beskæftigelsesindsatsen, når de skal finansiere forskellige tiltag. De skriver bare ’nytænkning’ og sætter et beløb på, der svarer til det, de lige står og mangler. Ofte er det faktisk på Christiansborg, vi finder den største barriere for nytænkning. Senest i forhold telefonisk og digital opfølgning. Vi kan frigøre ressourcer i beskæftigelsesindsatsen – blandt andet vedrørende rehabiliteringsteams, anvendelse af lægeattester og på andre aktører. Selvfølgelig skal vi debattere, om vi bruger pengene fornuftigt. Men debatten skal være ordentlig, ærlig og på et oplyst grundlag.

Ræson
28-10-21

Direktør frataget ansvarsområde: Politisk og juridisk efterspil i gang

Der kommer nu både et politisk og juridisk efterspil til sagen om henvisninger af ledige til job i Københavns jobcentre. HK og DJØF opfordrer Københavns Kommunes økonomiudvalg til at tage afstand fra beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V), fordi hun med meget kort varsel fjernede en fagdirektør fra sit ansvarsområde. Ifølge de faglige organisationer overholdt borgmesteren hverken de forvaltnings- eller ansættelsesretlige regler, da hun reagerede på en artikel i Berlingske. I brevet skriver DJØF og HK Hovedstaden: - At fagdirektøren bliver frataget sit område uden at blive hørt og fået mulighed for at forholde sit til en artikel i en avis, er ifølge DJØF og HK stærkt kritisabelt.

NB Beskæftigelse m.fl.
27-10-21

Administration er velfærdens fundament

Debatindlæg af Lene Buhl, formand HK Kommunal MidtVest. Her forud for valget den 16. november er den politiske jagt igen gået ind på 'administrationen'. Men jeg vil gerne advare alle midt- og vestjyske vælgere om at købe myten om den overflødige administration. For både den kommunale og den regionale administration består af en masse dybt professionelle medarbejdere, uden hvem intet ville fungere. En af grundene til, at vi har et samfund med så meget tillid, er, at der er orden i sagerne og styr på tingene. Og hvem sørger for det? Ja, det gør administrationen. Den er hele fundamentet for det åbne og tillidsfulde samfund, vi har. Det, vi kalder administration, udgør en uadskillelig del af vores velfærd. Vi har set alt for mange eksempler på, at ineffektiv eller manglende administration koster dyrt for samfundet. Tænkt bare på SKAT. Derudover er det en rigtig dårlig idé at vælte administrative opgaver over på andre faggrupper. Så kære vælgere i det midt- og vestjyske: Overvej nu lige, hvad der er op og ned, og tænk jer godt om, når I den 16. november skal til stemmeurnerne for at skrue fremtidens offentlige sektor sammen. Husk, at en professionel administration er en væsentlig del af et velfungerende velfærdssamfund.

Dagbladet Holstebro-Struer, Dagbladet Ringkøbing-Skjern, Folkebladet Lemvig m.fl.
25-10-21

Artiklen er opdateret 29. november 2021