- Med det midlertidige løft til regionerne på en milliard kroner har man fra politisk hold taget sygehuspersonalets dybt seriøse bekymringer alvorligt, så både ansatte og patienter kan komme bare nogenlunde helskindet gennem vinteren.
Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Lene Roed, om den akutte corona-vinterpakke, som regeringen og dens støttepartier har forhandlet på plads. Pakken sikrer en milliard kroner til det pressede personale på sygehusene. Hvordan pengene skal fordeles, skal forhandles med organisationerne lokalt.
Fokus på alle faggrupper
Lene Roed hæfter sig især ved, at aftalen er møntet på alle faggrupper i sundhedsvæsenet.
- Vi ved, hvor travlt lægesekretærerne og det øvrige administrative personale har. I et moderne og komplekst sygehusvæsen er alle faggrupper hinandens forudsætninger. Det er derfor helt igennem tilfredsstillende, at aftalen betyder, at alle faggrupper kan komme i spil, når akut-milliarden skal fordeles i de enkelte regioner. Regeringen skal have ros for at have lyttet til os i organisationerne på det spørgsmål, siger Lene Roed.
Der er ifølge HK Kommunals formand stor forskel på karakteren af udfordringerne blandt de fem regioner. Det er fornuftigt, at det er den enkelte region, der i samarbejde med organisationerne vurderer, på hvilke områder der er allermest brug for et økonomisk boost, mener Lene Roed.
Opgaveløsningen som omdrejningspunkt
I den forbindelse appellerer HK Kommunals formand til, at man ude i de enkelte regioner kigger på, hvad det er for nogle opgaver, der skal løses.
- Det behandlende personale bruger en stor del af deres tid på administrative opgaver som registreringer og dokumentation. Jeg vil gerne opfordre til, at man kigger på opgaveløsningen og får flere lægesekretærer og flere øvrige administrative medarbejdere til at aflaste læger og sygeplejersker på det område, siger Lene Roed.
Endelig kvitterer HK Kommunal for, at akut-milliarden er holdt uden for reguleringsordningen.
- Det har været helt afgørende for mig, at reguleringsordningen ikke bliver påvirket af denne vinterpakke. Hvis ikke det var lykkedes os, ville det jo have betydet, at vores regionsansatte risikerer at skulle gå ned i løn. Og det ville jo være helt urimeligt, siger Lene Roed.