For at give en ekstra hjælp langtidsledige over 55 år har HK’s a-kasse søgt og fået projektmidler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Midlerne bliver i det kommende år brugt til tilbud til medlemmerne, der skal tackle de særlige udfordringer, mange over 55 år står med, når de bliver langtidsledige. 

Der bliver tale om en varieret og målrettet indsats fra HK’s a-kasse, som tager udgangspunkt i situationen for det enkelte medlem. Ved en indledende samtale afklarer vejleder og medlem, hvad medlemmet har mest brug for. Og ud fra den afklaring kan medlemmet efterfølgende trække på forskellige tilbud. Det kan for eksempel være sparring til jobsøgning, mens andre kan få hjælp til kompetenceafklaring og måske sporskifte. 

Sekretariatschef Lene Frees i HK’s a-kasse ser frem til at kunne tilbyde de nye ydelser til langtidsledige medlemmer over 55 år. 

-Vi kan se af statistikkerne, at vores medlemmer over 55 år desværre er overrepræsenterede i gruppen af langtidsledige. Det viser, at det kan være ekstra udfordrende at komme tilbage på arbejdsmarkedet, når man er nået en vis alder.

-Heldigvis er den danske økonomi god for tiden, og arbejdsgiverne efterspørger mere arbejdskraft på en lang række områder. Samtidig har HK’s a-kasse samlet nogle gode erfaringer, a-kassens vejledere kan trække på i den nye indsats, forklarer Lene Frees: 

-Vores erfaringer siger os, at når vores medlemmer får lidt hjælp til at sætte ord på alt det, de kan efter mange år på arbejdsmarkedet, og de samtidig får råd og vejledning til, hvor på jobmarkedet, der er nogle åbninger for tiden, så kan vi hjælpe mange af vores erfarne medlemmer i job igen. Så det glæder vi os til at arbejde endnu mere med i det nye år.

Brug karrieretelefonen – den er også for dig

Vi har et helt hold af karriererådgivere, der sidder klar til at tale med dig – uanset om du ved, hvad du vil eller er lidt i tvivl om, hvor du skal hen i dit arbejdsliv. De lytter til dig og hjælper dig med at komme godt videre. De rådgiver dig om dine muligheder og alt det, du kan gøre for at udvikle dig, blive dygtigere og få styr på dine mål og ambitioner.