
Illustration: Eks-skolens grafisk design og tryk
-
1
Få folks opmærksomhed
Vil du have en bestemt kollega i teamet til at blive opmærksom på noget, du skriver, skal du blot taste @ i tekstfeltet og vælge vedkommendes navn fra den liste, der kommer frem. Når du har skrevet din besked, vil kollegaen få en notifikation. Vil du have hele dit teams opmærksomhed, skriver du @[teamets navn].
-
2
Brug apps
Ud over at skrive og dele billeder, GIFs og filer kan du også bruge forskellige apps i samtaleruden. Tryk på de tre prikker helt i bunden af skærmen. Nu får du mulighed for at vælge mellem en masse apps, især når du klikker på ”Flere apps” forneden. Eksempelvis kan du med appen ”Forms” lave hurtige afstemninger i teamet.
-
3
Opret faneblade for hurtig og nem adgang
Øverst i samtaleruden finder du typisk fanebladene ”Indlæg”, ”Filer” og ”Wiki”. ”Indlæg” er siden, hvor I skriver med hinanden. ”Filer” er stedet, hvor I kan uploade filer, så alle kan se og redigere i dem. Du kan tilføje flere faner ved at trykke på +-symbolet ved siden af fanebladene. En fane kan eksempelvis være et website eller dokument, som er centralt for jeres arbejde i teamet.
-
4
Kom hurtigt omkring med tastaturgenveje
Hold CTRL og punktum-tasten nede samtidig, så træder menuen med tastaturgenveje frem på skærmen. Der er genveje til mange funktioner, såsom at starte et videoopkald, åbne en chat, vedhæfte en fil eller åbne hjælpefunktionen.
-
5
Send et indlæg via mail
Du kan skrive til dit team uden selv at være logget på. Du finder teamets mailadresse ved at klikke på teamets navn ude i menuen i venstre side. Fanen ”Generel” vil vise sig under teamnavnet, og holder du cursoren over denne, fremkommer tre vandrette prikker, som du klikker på. Vælg ”Få mailadressen” og kopiér adressen.
-
6
Gem vigtige beskeder
Samtaleruden kan hurtigt udvikle sig til en lang og uoverskuelig tråd. Du kan søge i samtaleruden via søgefeltet foroven, men du kan også vælge at gemme de vigtigste indlæg. Hold cursoren over det pågældende indlæg, så rækken af emojier dukker op. Klik på de tre prikker til højre for dem, og vælg ”Gem denne besked”. Du finder dine gemte beskeder ved at skrive ”/gemte” i søgefeltet øverst.
-
7
Gå fra skriftlige beskeder til videomøde
Har I gang i en vigtig tråd i dit team, kan du med et enkelt klik gå fra samtaleruden til et videomøde. Du skal blot klikke på ”Møde”-knappen øverst i højre hjørne.
-
8
Skift baggrund under videomøder
Imponér de andre mødedeltagere med din opfindsomhed ved under et videomøde at klikke på ikonet med de tre vandrette prikker og vælge ”Vis baggrundseffekter”. Bevæg musen, så en menulinje nederst i billedet træder frem. Nu kan du frit vælge fra rækken af billeder, som dukker op i højre side af skærmen. Øverst i dette vindue kan du også vælge selv at uploade et foto.
-
9
Del skærm eller program med de andre
Du kan dele din skærm med de øvrige mødedeltagere under et videomøde. Klik på ikonet på menulinjen, som forestiller en firkant med en pil i. Vælg enten ”Skrivebord” for at dele hele din skærm, eller vælg blandt dine åbne programmer for kun at dele den pågældende programrude. Du kan også uploade en PowerPoint-fil. Klik blot på ”Gennemse” og dernæst ”Upload fra min computer ”.
-
10
Optag et møde
Ved at klikke på de tre prikker og vælge ”Start optagelse” kan du få en videooptagelse af dit møde. De andre deltagere vil få en notifikation om, at mødet optages. Lidt efter mødets afslutning vil optagelsen dukke op i dit teams samtalerude. Nu kan du gennemse mødet igen eller dele det med kolleger, der ikke havde mulighed for at deltage.
Hvis du gerne vil have rådene ved hånden, så er her en lille plakat, du kan printe og hænge op eller lægge på dit skrivebord.