Anker

Skolebørnene bliver på grund af den stigende coronasmitte sendt på tidlig juleferie. Det vil sige, at forældre med børn i grundskolen igen skal have gang i hjemmeskolen fra den 15. december til og med den 4. januar i det nye år. Og det kan være en udfordring, når man som forælder også skal passe sit arbejde hjemmefra.

Rettighed: Du kan få dine yngste børn nødpasset

Går dit barn i børnehaveklassen eller i 1.-4. klasse, kan du få det nødpasset. Det er din kommune, der står for nødpasningen.

- Der er lagt op til, at det gælder for alle, der har behov for det – også for dem, som arbejder hjemme. Og det er en udvidelse i forhold til, hvordan det helt oprindeligt kun gjaldt frontpersonale, siger Klara Elisabeth Hoffritz, der er advokat i HK Privat.

Hvis du af en eller anden grund ikke skulle have mulighed for nødpasning; ikke kan skaffe en bedsteforælder eller anden pasning, og ikke kan arbejde hjemme med barn/børn gående rundt, så er det med at lave en aftale med din arbejdsgiver, siger Klara Elisabeth Hoffritz.

- Det er vores opfattelse, at det som udgangspunkt ikke kan få ansættelsesretslige konsekvenser. Altså det er en situation, du ikke selv er herre over, så du kan ikke blive afskediget eller bortvist, hvis du er nødt til at være hjemme hos dine børn. Men du skal nok forvente selv at skulle betale for det med fx ferie eller afspadsering, siger Klara Elisabeth Hoffritz.

Mulighed: Forventningsafstem med din chef

Det er ikke optimale arbejdsforhold at arbejde hjemmefra, når børn og måske øvrige familiemedlemmer også er hjemsendte. Derfor er det vigtigt, at du taler med din chef om, hvordan du bedst muligt løser dine opgaver, mens du arbejder hjemmefra.

Det kan for eksempel være, at I aftaler, at du har mere fleksible deadlines end normalt. Det er vigtigt, at du er realistisk i forhold til hvor meget arbejde, du er i stand til at levere, når du har hjemsendte børn. Hvis du er alene med børnene, så sørg for at fortælle din leder det, så vedkommende kender dine omstændigheder.

Er I to forældre hjemme, så sørg for at aftale faste tider, hvor I arbejder, og ikke har ansvaret for børnene og omvendt. Det gør det nemmere at planlægge og tage vigtige opkald, møder osv.

Og sidst, men ikke mindst: Husk erfaringerne fra tidligere nedlukninger. Er det nutellamadder og videomøder uden mikrofon, der virker, som hjemme hos Mette Julie Theilsborg? Så hav ikke dårlig samvittighed over det.

 

Få hjælp af HK

Kan du og din arbejdsgiver ikke blive enige om, hvordan du kan arbejde hjemmefra og have hjemsendte børn på samme tid, så kan du altid kontakte din lokale HK-afdeling på 7011 4545 og få hjælp.