Glad

Så er det igen tid. Lige om lidt går vi igen ind i et nyt år, og for mange giver det anledning til at stoppe op og reflektere, også over arbejdslivet.

Er jeg det rigtige sted? Eller skal jeg bevæge mig videre – og hvad skal der så til?

For at hjælpe dig med at komme i mål giver Louise Theil, leder af HK Karrieretelefonen, her sine 7 bedste tips til at komme godt i gang med et nyt arbejdsår. Uanset om målet er at få nye, spændende arbejdsopgaver til at lande på dit bord eller at finde et helt nyt job.

Og hvis du allerede nu tænker, ”puha, det bliver en af de artikler, jeg læser, men ikke får gjort noget ved”, så husk, at du ikke behøver gøre alting. Udvælg et eller måske to punkter og følg dem – så har du trods alt gjort noget.

1. Ryd op og gør plads til, at nye ting kan rykke ind ...
Ryd op i din mailboks. Slet gamle mails fra sidste juleudvalgsplanlægning og andre ting, du ikke skal bruge mere (det gælder også dine mails i undermapperne). Ryd også op i de fysiske rammer. Smid den gamle, visne plante ud og gennemgå ringbind og notesblokke. Det kan godt være, de stadig skal eksistere, men riv alle de papirer og mødenoter ud, du ikke skal bruge mere. 

Udover at få skabt mere rum, luft og overskud, så giver oprydningen helt konkret både fysisk og psykisk rum til, at nye ting kan flytte ind. .
2. Kig tilbage for at få fremtiden på plads ...
Det er oplagt at starte årsskiftet med et tilbageblik. Hvad er du lykkedes med? Hvad har fungeret godt? Og hvad har du lært? Kast også et blik på, hvilke udfordringer du har haft. Hvad har været svært? Og hvad kan du tage med af erfaring derfra? Skriv tingene ned i noteform, lav evt. en plus- og minusliste. 

Brug dit overblik til at planlægge det kommende år. Hvad kunne du godt tænke dig at have opnået, når vi når sommerferien? Hvad har du lært? Det kan være, du har været på kursus eller fået anden ny inspiration udefra. Det kan også være nye opgaver, eller opgaver du er lykkedes at slippe af med. 

Hvis du står overfor en større omvæltning og har ønske om at søge nyt job eller måske helt skifte branche, så vil det ultimative mål selvfølgelig være at finde et nyt job. Alt efter, hvor du er i processen, kan det være, du skal lave et delmål ved sommerferien. Eksempelvis, at du skal have fundet ud af, hvilken retning du vil gå, have bygget et netværk op eller sendt nogle gode ansøgninger afsted. 

Afklaringen i sig selv, kan godt være et mål.
3. Skab dig nogle fællesskaber for at få viden og kærlige hep ...
Find ud af, hvem der skal hjælpe dig med at nå dit mål og skab nogle koalitioner. Lav gerne et lille mindmap på et stykke papir, hvor du sætter dig selv i midten og tegner streger ud fra dig selv til de personer, der kan hjælpe dig. Hvem kender du, der kan bringe dig tættere på målet? Hvem kender til det her arbejdsområde? Sidder der måske allerede en med de samme arbejdsopgaver på din arbejdsplads, som du kan tale med over en frokost? Det er ikke, fordi du skal tage kollegaens opgaver, men brug vedkommende til at få viden om, hvad det går ud på. Hvad skal man være god til for at sidde med de opgaver?

Det samme gør sig gældende, hvis du er jobsøgende. Find ud af, hvem der kan hjælpe dig med at få adgang til viden, du ikke lige kan læse i et jobopslag. Hvem kender du (der eventuelt kender nogen andre), der ved, hvad det vil sige at være ansat i en given virksomhed eller branche, som du godt kunne tænke dig at arbejde i. 

Etabler også nogle fællesskaber eller find nogle støttepersoner, der kan hjælpe dig med det mentale, når tingene bliver lidt svære. Nogle, der kan huske dig på, at du er godt på vej. Lav en konkret aftale med personerne om, at de for eksempel en gang om måneden skal spørge dig til, hvordan det går.
4. Forbered dig på, at der vil opstå forhindringer ...
Du vil unægtelig komme til at møde modstand undervejs. Det er derfor en god idé på forhånd at tænke over, hvad du gør, når det sker. Hvordan plejer du at håndtere modstand? Hvad plejer at virke for dig, når du skal over en forhindring?

Hvis du er forberedt, er der langt større chance for, at du ikke bliver slået ud af et bump på vejen.
5. Sæt konkrete ting i kalenderen ...
For at du skal lykkes, er du nødt til at omsætte dit mål til konkrete handlinger. Hvad skal du gøre i uge 1, uge 2, uge 3 osv.? Det skal være ting, du ikke plejer at gøre, som hjælper dig hen mod dit mål. Det behøver ikke være noget, der tager lang tid. Afsæt for eksempel 20 minutter til at se en video om robotteknologi, hvis du gerne vil blive klogere på digitale løsninger. Det kan også være at ringe til en, der kan give dig ny viden, eller at opsøge en ny kollega på arbejdspladsen. 

Det handler om at bryde dine vaner på en tryg måde og at gøre det konkret med både dato og tidspunkt. Lav løbende en lille log over, hvad du har gjort og lært. Når der så er gået 4 uger, så sætter du en række nye konkrete handlinger i kalenderen. At nå målet er ikke noget, der sker af sig selv, eller ved at du tænker på det. Der er nødt til at være handlinger bag, hvis det skal blive en realitet.
6. Brug processen til at blive klogere – og luk gerne døre undervejs ...
Vær åben for, at du bliver klogere undervejs. Hvis du for eksempel har været på kursus i digitale løsninger og fundet ud af, at store dele af det ikke siger dig noget, så er det måske ikke lige dig alligevel. Til gengæld kan det være, at du har fundet ud af, at kommunikationsdelen i det er spændende, og så er det måske den vej, du skal gå i stedet. 

Du må meget gerne lukke nogle døre undervejs og åbne nogle nye ved at sætte nogle nye handlinger og mål i stedet for.
7. Find en sparringspartner, der kan trykke dig, hvor det gør lidt ondt ...
Du kan selvfølgelig godt gøre det alene, men det virker bedst, hvis du har en sparringspartner. Vi bliver tit blinde på os selv, og vi kan heller ikke holde fast eller gå spadestikket dybere på samme måde, som hvis vi får de gode spørgsmål udefra eller bliver presset til at reflektere, fordi vi får et spørgsmål, vi ikke selv havde overvejet. Det er ikke sikkert, at det giver svaret på alt, men det hjælper dig til at gå ind i en proces, hvor du begynder at tænke nye tanker.

Du kan opsøge en professionel karrierevejledning, men det kan også være en god kollega, eller en chef, du har en god relation til. 

Som medlem af HK kan du også benytte dig af HK Karrieretelefonen og karrierevejledning i din lokale afdeling. 

Hvis du er ledig kan du bestille en ekstra tid i a-kassen og på jobcentret, og sige, at du har brug for at vende nogle refleksioner, som ikke kun går på, hvad for et job du søger. Træk på nogle af de instanser, der er. 

 

 

Karrieretelefonen

Du kan ringe på tlf. 3330 4460 eller chatte med Karrieretelefonen alle hverdage mellem 13.00 og 16.00.