- Uddannelsen har givet mig vigtig viden, som jeg nu bruger aktivt i hverdagen. Blandt andet tydelig kommunikation, at være anerkendende overfor kolleger og borgere, og så har jeg fundet ud af, at hvis en borger er utilfreds med ”systemet”, så tager jeg det ikke personligt mere.

 

- Jeg har også fået mere selvværd både privat og i mit arbejde, hvor jeg føler, at jeg har en meget bedre ballast i mit møde med borgeren, lyder det fra Tina, der er 48 år og jobkonsulent i Skive Kommune.

 

Tina sidder i afdelingen Job og Kompetence, hvor hun vejleder de jobparate kontanthjælpsmodtagere.

 

Hun har arbejdet i kommunen siden 2016, hvor hun i januar blev ansat i dagpengeteamet, inden hun i august 2021 overgik til sin nuværende stilling.

 

Tina Kjær

 

Savnede mere viden

- Jeg har vidst i lang tid, at jeg gerne ville videreuddannes. Jeg er uddannet butiksassistent og advokatsekretær og har en baggrund som administrativ medarbejder hos Anklagemyndigheden i Holstebro og som sekretær på flere skoler. Så jeg kendte ikke så meget til den kommunale verden, da jeg i sin tid startede, fortæller hun.  

 

- Jeg ville gerne have noget mere på mit CV og en større baggrundsviden om, hvordan hele det kommunale system hænger sammen fra borgmesteren og ned til mig. Jeg blev i sin tid lært godt op i arbejdsopgaverne, men ingen sidemandsoplæring handlede om den rolle, jeg havde som sagsbehandler og jobkonsulent. Derfor havde jeg kig på kommunom-uddannelsen, som, jeg tænkte, ville give mig den bredeste viden inden for det kommunale område, forklarer hun.

 

Specialdesignet uddannelse

Kommunom-uddannelsen er specialdesignet til ansatte i kommuner og regioner og består af tre obligatoriske moduler og to til tre valgfrie moduler, der alle bliver sluttet af med en eksamen, og et afgangsprojekt.

 

Der er tale om en fleksibel uddannelse med mange forskellige valgfrie moduler, så det er muligt at tone uddannelsen i forhold til de daglige opgaver og den karriereudvikling, der ønskes.

 

Se mere om kommunom-uddannelsen og sundhedskommunom

 

De tre obligatoriske moduler er ”Forvaltning i kommuner og regioner”, ”Psykologi og kommunikation” og ”Organisation og metode”. Desuden valgte Tina modulerne ”Kommunikation og Formidling” og ”Konflikthåndtering på arbejdspladsen”.

 

12 til eksamen

Tina startede på kommunom-uddannelsen i august 2019 og blev færdig i december 2021.

 

Hun tog uddannelsen på to et halvt år, men det er muligt at holde pauser undervejs. Fra start på uddannelsen, til den er færdiggjort, må der max. gå seks år.

 

Det afsluttende projekt skrev Tina sammen med en kollega fra Sygedagpengeafdelingen, der også var meldt til uddannelsen.

 

De analyserede kulturen i Job og Kompetence og Sygedagpengeafdelingen og så nærmere på, hvordan kommunikationen og samarbejdet kan forbedres.

 

- Jeg har altid været vanvittig nervøs, når jeg skulle til eksamen. Men min kollega og jeg supplerede hinanden rigtigt godt i opgaveskrivningen, og til den mundtlige eksamen var vi inde sammen, hvilket virkelig hjalp på nervøsiteten, fortæller Tina, der fik 12 for projektet.

 

Desuden vil hendes chef bruge de resultater, som Tina og kollegaen har analyseret sig frem til, i det fremtidige arbejde i afdelingen og i det afsluttende modul på diplomuddannelsen i ledelse, hun er i gang med.

 

Opbakning hjemmefra

- Selv om kommunom-uddannelsen er langstrakt, er der kun 10 undervisningsdage i hvert af de obligatoriske moduler, og dem har jeg fået fri til fra mit arbejde. Jeg har også haft en forberedelsesdag til hver eksamen, beretter Tina.

 

- Selvfølgelig har der været en del læsning ved siden af. Jeg har vel brugt mellem tre til fem timer om ugen aftener og weekender på lektier. Man skal selvfølgelig prioritere tiden til uddannelsen.

 

- Jeg har måttet sige nej tak til nogle venners fødselsdage og andet. Men jeg har haft god opbakning fra familien, fortæller Tina, der har mand og to døtre på henholdsvis 15 og 19 år.

 

Vigtigt med uddannelse

- Det har været en rigtig god oplevelse at uddanne mig, og jeg kan klart anbefale andre at gå i gang. Jeg har gennemgået en stor personlig udvikling, hvor jeg er blevet mere bekendt med mig selv i forhold til grænser og, hvordan jeg arbejder bedst, beretter Tina og fortsætter:

 

- Da jeg var færdig med uddannelsen til advokatsekretær, sagde jeg: Aldrig mere uddannelse. Men i dag bliver du simpelthen nødt til at få noget nyt på CV’et, ellers risikerer du ikke at kunne komme videre, hvis du mister dit nuværende job.

 

- Jeg vil bestemt ikke afvise, at jeg vil tage mere uddannelse. Kommunom-uddannelsen er adgangsgivende til en lang række uddannelser på diplomniveau, og jeg har kig på uddannelsen til socialformidler, siger hun.

 

Det er muligt at søge kompetencemidler til kommunom-uddannelsen – se mere her 

 

Få sparring

Savner du sparring omkring din kompetenceudvikling?

 

Ring til Karrieretelefonen

 

Du kan også booke en karrieresnak med Hanne Lund-Nielsen, karrierevejleder i HK MidtVest

Artiklen er opdateret 05. januar 2022

UDVIKL DINE KOMPETENCER

De fleste job udvikler og ændrer sig. Derfor er det også vigtigt, at du følger med og tager de næste skridt i arbejdslivet. Det hjælper vi dig med, og det er noget af det, vi har allermest fokus på. Vi er eksperter i de mange muligheder, ved hvad der skal til, hvor det foregår – og hvordan du kan finansiere det, hvis det koster penge.