Beskæftigelsen tordner derudad. Arbejdsgiverne har brug for arbejdskraft. I øjeblikket oplever Lone Bjørnkjær, jobformidler i HK MidtVest, rigtigt mange henvendelser fra arbejdsgivere, der spørger, om hun har kandidater til en ledig stilling.

 

Men der er ved at være støvsuget, når det gælder ledige medlemmer i HK JobBørs – ledige HK’ere er der ikke ret mange af i det midt- og vestjyske. De er kommet i arbejde som følge af opsvinget. I december 2021 var der således kun registreret 295 fuldtidsledige i HK MidtVest. Ledighedsprocenten var helt nede på 2,1.

 

- Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på, at folk i job også kan bruge HK JobBørs. I 2021 har vi oplevet en stigning i antallet af HK’ere i arbejde, der lægger deres CV ind i JobBørsen. Men vi vil gerne have endnu flere til at benytte sig af muligheden, lyder det fra Lone Bjørnkjær.

 

 

Et springbræt

Marianne Køpke, afdelingsformand for HK MidtVest, peger på, at HK JobBørs kan være et springbræt til at prøve noget nyt.

 

- Overvejer du, hvad du skal i dit arbejdsliv? Du går måske med tanker om, at du gerne vil prøve kræfter med nye opgaver? Eller du vil gerne over i en anden branche? Så er HK JobBørs en god mulighed, og mange af de job, vi får ind, er ikke slået op andre steder, fortæller hun.

 

De er efterspurgte

Det er både offentlige og private virksomheder, der ønsker at benytte HK’s rekrutteringstilbud til medlemmer og arbejdsgivere.

 

Når virksomhederne afgiver en jobordre, går Lone Bjørnkjær i gang med at se, om der er egnede kandidater til de ledige stillinger blandt de HK’ere, der har lagt deres CV ind i jobbørsen.

 

I gennemsnit får over 1.100 HK'ere nyt job via HK JobBørs hvert år

 

Lone Bjørnkjær leder i øjeblikket efter medarbejdere, der har erfaring i økonomi/ bogholderi, blomsterbindere, sagsbehandlere, tandklinikassistenter, lægesekretærer og logistik koordinatorer.

 

Erfarne butiksfolk er også efterspurgte til ledige stillinger.

 

Se mere om HK JobBørs og læg dit CV ind

Artiklen er opdateret 17. januar 2022

Du får hjælp til at finde og søge job

Du kan få personlig sparring på din ansøgning og dit cv af vores specialister på området. Du skal bare sende dine dokumenter til os, så vil du blive kontaktet af en vejleder hurtigst muligt.
Er du på udkig efter nyt job? Så tilmeld dig HK Jobbørs – uanset om du er i job eller ledig. Her hjælper vi hver dag arbejdsgivere over hele landet med at finde de helt rigtige HK’ere til spændende stillinger. Tilmeld dig nu, så du kan komme i betragtning, når der kommer nye jobs, der matcher dine kompetencer.