DL-Elevers Landsudvalg er, som navnet antyder, et landsdækkende udvalg, der består af to elevrepræsentanter fra HK’s syv forskellige afdelinger. Udvalget arbejder for, at gøre elevtiden bedst mulig for lægesekretæreleverne.

En af dem, der har været med det seneste år, er næstformand i DL-elever, Louisa Broch Nymann.

- Udvalget har givet mig en masse både fagligt og personligt. Det er helt vildt fedt at få lov at være en del af et udvalg, der kæmper for noget større. Man får et netværk på tværs af landet, bliver klogere på fagpolitik og så tænker jeg også, at det er et godt springbræt videre og ser godt ud på mit CV, forklarer Louisa Broch Nymann.

Gør en forskel

Hun meldte sig i sin tid, fordi hun brænder for faget.

- Jeg brænder for at gøre en forskel for lægesekretærelever og lægesekretærer. For mig er det også vigtigt, at der ikke bliver et A og B-hold med den nye SAK-uddannelse, og derfor er jeg også medlem af udvalget for at sikre, at begge faggrupper er lige. Jeg ønsker at være med til at skabe lige vilkår for begge faggrupper, fortæller hun og opfordrer alle, der kunne have lyst til at blive klogere på sig selv og sit fag til at stille op.

Der er opstillingsfrist søndag d. 30. januar klokken 12:00. Bliver du valgt til udvalget, er du medlem af elevudvalget resten af din elevtid, og frem til førstkommende nyvalg. Ofte 1-2 år. Udvalget mødes cirka hver anden måned til møder enten virtuelt eller med fysisk fremmøde, ofte i HK Forbundshuset i København. Der er også mulighed for at afholde møder andre steder af landet.

Du får fri og dækket dine udgifter

Møderne finder som regel sted på hverdage, f.eks. todages møder enten mandag-tirsdag eller torsdag-fredag. Udvalget har også mulighed for at afholde endagsmøder efter behov, f.eks. over Teams.

Du får fri fra praktikstedet til at deltage i møderne og dækket alle dine udgifter ifm. landsudvalget, f.eks. overnatning, forplejning og transport.

Skal du være med?

Hvis du ønsker at stille op til DL-elevers Landsudvalg, så send en mail til ungdomskonsulent i HK Kommunal, Anne Katrine Dalsgaard, på anne.katrine.ron.dalsgaard@hk.dk - skriv lidt om dig selv, hvor du er elev og hvor langt du er på dit hovedforløb. Fortæl hvorfor du gerne vil være med i Landsudvalget, og hvad der motiverer dig til at stille op.

De nuværende medlemmer i Landsudvalget læser herefter alle ansøgninger igennem og udvælger de nye medlemmer. Du vil få besked om du er kommet med i udvalget mandag d. 31. januar. Første møde vil være et to-dages møde d. 7.-8. februar i HK’s Forbundshus i København.

DL ELEVER

Skal du være med?

Som medlem af DL-elevers Landsudvalg…

 

  • er du lægesekretærelevernes ansigt udadtil og er med til at sætte faget i fokus.
  • arbejder du for, at alle lægesekretærelever får den bedste elevtid.
  • opbygger du et stærkt netværk og får nogle gode oplevelser med andre elever.
  • får du mulighed for at komme med til Folkemødet på Bornholm, da Landsudvalget har en eller to repræsentanter med hvert år.
  • kan du deltage i kurser og interne uddannelser, tilrettelagt for Landsudvalget.
  • tilegner du dig en masse erfaring med udvalgsarbejde og konferenceplanlægning, som er godt at skrive på CV’et.