Ung mandlig Irma-ansat lægger tomater på plads i grøntafdelingen. I baggrunden appelsiner, citroner, rød peber og poser med nødder.

Frugt og grønt-afdelingerne er dem, der stiller flest fysiske krav til medarbejderne.

 

Er der forskel på om, du fylder frugt og grønt-afdelingen op med bananer eller nogle af de andre hylder op med brød?

Ja – og endda i høj grad.

En ny kortlægning af det fysiske arbejdsmiljø i handelsbranchen, som NFA og BFA Handel står bag, viser, at bestemte afdelinger i et supermarked stiller højere fysiske krav til medarbejderne end andre.

Frugt og grønt-afdelingerne er for eksempel dem, der belaster medarbejderne suverænt mest. 

Derefter indtager mælk og mejeri en andenplads, mens brød ryger ned på tredje placering i listen over afdelinger med højeste fysiske krav.

- Vi kunne også se, at vareopfyldningsopgaverne stillede lavere fysiske krav til medarbejderne i nogle dagligvarekæder end medarbejderne i andre kæder. Det viser, at der er et potentiale for læring og øget samarbejde på tværs af kæder, siger Sebastian Venge Skovlund, der Ph.D-studerende og en af dem, der står bag undersøgelsen.

Vægten har stor betydning

Grunden til, at der er så stor forskel blandt afdelingerne, hænger ifølge undersøgelserne sammen med varernes vægt.

En fyldt kasse med en vare som bananer vejer i gennemsnit 20,2 kilo, mens en kasse med brød kun vejer 7,9 kilo.

- Vores feltmålinger viser, at opfyldning af frugt og grønt- samt mejerivarer stiller de højeste krav til medarbejderens muskler i lænderyggen og nakke/skulder-regionen. Især når fyldte kasser med bananer, agurker eller mælk skal løftes fra gulvet og op til højere placerede hylder, siger han.

Vægten er dog ikke alene om at afgøre, hvor fysisk belastende det er at fylde en vare på hylderne. Måden hvorpå varerne håndteres spiller også en stor rolle.

Derfor er det ifølge Sebastian Venge Skovlund vigtigt, at den enkelte medarbejder bruger de tekniske hjælpemidler korrekt og i størst muligt omfang, hvor det giver mening - især i forbindelse med de mest fysisk krævende varegrupper.

- Vi anbefaler også, at arbejdsmiljø og butiksindretning fremadrettet tænkes sammen, så butiksindretningen sikrer gode forudsætninger for brug af tekniske hjælpemidler. For at mindske de fysiske krav anbefaler vi også at hæve de nederste hylder og sænke de øverste hylder, så de kommer i arbejdshøjde.

Pas på din krop – sådan gør du:

  1. Brug hjælpemidler: Brug de tekniske hjælpemidler mest muligt. Især når du skal fragte eller løfte tunge varer.

  2. Brug det mest muligt: Placér hjælpemidlet så tæt på hylden som muligt. Hæv kassen op i hoftehøjde, så du nemt kan få fat i varerne på hjælpemidlet.

  3. Fyld op varer direkte fra hjælpemidlet: Lad kasse stå på hjælpemidlet, mens du fylder varer op.

  4. Begræns omstabling og trimning: Hvis det er muligt, så begræns trimning og  omstabling af varer til og fra hjælpemiddel og hylder.