Krav til indretningen på hjemmekontoret, regler for unge fritidsjobbere, gode arbejdsstillinger eller forebyggelse af stress.
Det kræver et stort overblik at være arbejdsmiljørepræsentant, for der skal holdes styr på mange forskellige regler og indsatser, og nye kommer jævnligt til. Der er mange opgaver, derfor lancerede HK i 2019 AMR-portalen, som hjælper arbejdsmiljørepræsentanter med hurtigt og overskueligt at få et overblik.
AMR-portalen samler den viden om arbejdsmiljø, der er mest relevant for HK's fagområder. Hvis der for eksempel kommer ny lovgivning på området, så kan du som arbejdsmiljørepræsentant være sikker på, at du er helt opdateret, hvis du bruger portalen.
Er du arbejdsmiljørepræsentant? Find AMR-portalen via mit HK her
Se en guide til at komme ind på AMR-portalen her
Opbakning fra HK
På portalen er det blandt andet muligt at lave søgninger på specifikke emner, så det altid er let at tilgå viden om reglerne på området.
Portalen svarer ikke kun på juridiske spørgsmål, men giver også et indblik i, hvilken opbakning man kan forvente fra fagforeningen i spørgsmål om arbejdsmiljø. Det er en fordel, fremhæver arbejdsmiljøkonsulent Betina Halbech fra HK Stat.
- Vi ser en del tilfælde, hvor der er forskellige holdninger blandt ledere og medarbejdere til, hvad man kan forvente arbejdsmiljømæssigt. Derfor er det en fordel, at vores arbejdsmiljørepræsentanter, når de går ind på HK's AMR-portal, ikke alene får de generelle regler samt gode råd og redskaber. De får også præsenteret HK's holdning til centrale arbejdsmiljøtemaer, så de på den måde kender den opbakning, de kan forvente at få fra deres fagforening. Det klæder dem bedre på til at kæmpe for arbejdsmiljøet, at de ved, hvad HK står for, siger Betina Halbech, arbejdsmiljøkonsulent i HK Stat.
Det kan du bruge AMR-portalen til
- Få svar på spørgsmål om regler og rettigheder i forhold til arbejdsmiljø.
- Find viden og værktøjer til dit arbejde for et bedre arbejdsmiljø og trivsel på arbejdspladsen.
- Find HK's holdning til centrale arbejdsmiljøtemaer.