Hvorfor stiller du op som næstformand?

Sidste år stillede jeg op til kommunalvalget for Socialdemokratiet i Roskilde Kommune. Jeg kom desværre ikke ind, men gennem min valgkamp fik jeg en kæmpe kompetenceudvikling. Jeg kørte min egen strategi og min egen valgkamp og en af mine mærkesager var, at jeg gerne vil arbejde for at få de administrative opgaver tilbage til HK’erne. Især på børne- og ældreområdet. Det ligger mig meget på sinde. Senere læste jeg en leder fra Lene Roed i Kommunalbladet, hvor hun skriver, at de administrative opgaver skal tilbage til HK’erne - og det var simpelthen sådan en inspiration, at jeg tænkte, at det vil jeg gerne arbejde videre med. Og samtidig det her tema om aldersdiskrimination. Jeg synes, det er så uretfærdigt, at mange over 50 år helt bliver udelukket fra arbejdsmarkedet. Alle har ret til et ordentligt og spændende arbejdsliv.

Dét, at jeg kan se, at jeg deler hjertesager med HK Kommunal, fik mig til at tænkte, at jeg nok er HK’er af en grund. Derudover har jeg været tillidsrepræsentant i 11 år, fællestillidsrepræsentant et enkelt år og også siddet i det, der hed Biblioteksudvalget, inden man lavede strukturen om. Så jeg kunne bare mærke, at det her næstformandsvalg var jeg nødt til at prøve af.

Hvilken vision har du for HK Kommunal?

Vi skal være innovative. Og nu står vi lige på den anden side af en pandemi, som vi skal tage ved lære af. Vi skal tage de bedste ting fra nedlukningen og føre ud i livet. Vi skal tænke lidt anderledes i forhold til arbejdstider og hjemmearbejde. Det kan være, at det er noget, vi skal have ført ind i overenskomsten. Det ville gøre, at man har mulighed for at søge arbejde lidt længere væk end rundt om hjørnet.

Måske skal vi tænke arbejdslivet på en anden måde, så vi bruger lidt af vores pension tidligere; arbejder længere tid, men arbejder mindre, mens vi har små børn og mere, når børnene er flyttet hjemmefra. Det er bare tanker – men jeg tror, det er vigtigt med et fleksibelt arbejdsliv gennem hele livet og ikke mindst et ordentligt arbejdsmiljø. Især det psykiske arbejdsmiljø, som er en stor og svær ting at tage fat om, fordi det handler om relationer. Men det er helt klart en ting, jeg meget gerne vil arbejde videre med.

Hvorfor vil du være en god næstformand?

Det vil jeg, fordi jeg betragter mig selv som den HK’er, jeg skal repræsentere. Jeg kender ikke til arbejdsgangene i HK Kommunal, jeg ved ikke, hvad man har talt om før – men jeg kommer som HK’er, som et frisk pust ude fra kommunen. Kort sagt: Jeg repræsenterer den HK’er, jeg skal være næstformand for. Med al den erfaring jeg har fra arbejdsmarkedet, og den viden jeg har om, hvad der rører sig på arbejdspladserne.

Hvad er din mærkesag?

Jeg brænder virkelig for, at de administrative opgaver skal udføres af de rette kompetencer. Det ligger mig meget på sinde, og jeg brugte det som sagt i min valgkamp til kommunalvalget. Så dét sammen med aldersdiskrimination og et godt arbejdsliv, det er mine mærkesager.

vil den stigende automatisering overflødiggøre HK’ernes arbejde?

Jeg tror ikke, at vi bliver overflødige. Tværtimod skal vi arbejde med det. Lige nu laver vi MitID og tror, at folk kan ordne tingene hjemmefra. Men jeg kan jo se i mit arbejde i Borgerservice, at der kommer rigtig mange folk op til os og har brug for hjælp. Vi er nødt til at ansætte vikarer for at følge med efterspørgslen. Derfor tror jeg simpelthen ikke på, at vi bliver overflødige.

Hvilke fokusområder har du for medlemmernes arbejdsliv?

Mit fokus er på et lettere arbejdsliv med mere fleksibilitet og et ordentligt arbejdsmiljø. Har du det godt, yder du bedre, der er en bedre trivsel og færre sygedage. Alt i alt kan det kun give et bedre liv.

Hvad er den første udfordring, du vil gøre noget ved, hvis du bliver valgt?

Det er lidt svært, fordi jeg kommer helt udefra. Men igen – de her arbejdsopgaver som skal tilbage til HK’erne, det er det, jeg vil starte med at tage fat på. Jeg ved, at det er noget, man har fokus på i regionerne, så jeg må ud og have fat i nogle regioner og høre, hvad de har gjort. Vi skal ud og vise, at det er os HK’ere, der har styr på det administrative – ikke pædagoger eller læger. De skal passe børn og patienter.

JANA NELTH DREJER

blå bog
CV
Arbejder i Borgerservice og som borgervejleder på biblioteket i Roskilde Kommune. Hun har arbejdet på biblioteket siden 1992 og da Borgerservice og bibliotek blev lagt sammen med i 2015, skiftede hun til Borgerservice.

Alder

57 år

Civilstand

Gift med Ulrik som er bibliotekar også på Roskilde Bibliotek. Sammen har de Oliver på 16 år. Derudover har Jana Nelth Drejer Tina på 34 år og Anders på 32 år, samt to børnebørn Victoria på 6 år og Marika på 11 år.

 

Det bløde hjørne

Drømmejob som barn:

Jeg ville være skuespiller. Jeg kom til Danmark med mine forældre fra det gamle Tjekkoslovakiet da jeg var fem år. Hele min lille familie var meget fascineret af skuespillere, så det ville jeg rigtig gerne være.

Dit forbillede:

Jeg er meget fascineret af Kamala Harris, USA's vicepræsident. Jeg havde tårer i øjnene, da hun og Joe Biden blev indsat. Hun er sgu sej, synes jeg. Jeg håber hun bliver præsident en dag. Jeg er selv medlem af Helga-netværket, som er et netværk for socialdemokratiske kvinder med interesse for ligestilling. Ligestilling ligger mig meget på sinde, så det var virkelig stort, da Kamala Harris blev indsat.

Hvilken musik hører du?

Min musiksmag er lidt mellemeuropæisk og bærer præg af, hvor jeg kommer fra; så jeg kan godt lide tysk og engelsk popmusik. Ikke Tyrolermusik, men blød pop.

Yndlingsrejsemål:

Vi tager til forskellige steder, men Italien er altid skønt.

Yndlingsforfatter(e):

Alexandre Dumas. Jeg har læst alle hans bøger flere gange, han skriver fantastisk. Jeg elsker Greven af Monte Cristo.

Hvad er din største last?

Jeg elsker søde ting.

Beskriv dig selv med 3 ord

Modig, følsom og positiv. Jeg er altid glad.

 

Enten eller
 Øl – vand – vin
Solferie – skiferie – aktivferie
Bøf – vegansk bøf – salat
Netflixserie – dokumentar på DR K – i biffen
Løbetur – fitness – lang gåtur