Det kan være hårdt at sidde alene med fortrolige oplysninger, fortæller Søren Boelt Tyndeskov. Foto: Simon Klein-Knudsen.

Som tillidsvalgt er du en af dem på arbejdspladsen, der ved mest om, hvad der foregår. Både ledelsen og dine kollegaer kommer til dig med fortrolige oplysninger. Vi har samlet tre gode råd fra Søren Boelt Tyndeskov, der er faglig sekretær i HK, om nogle af de dilemmaer, der kan være.

1. Gå ikke alene med de sværeste dilemmaer

Det kan godt være hårdt at holde noget hemmeligt for kollegaerne. Det oplever mange tillidsrepræsentanter fx, når de bliver orienteret om fyringsrunder eller lukninger før alle kollegaerne og ikke må sige det videre. Nogle bliver endda bedt om at underskrive en erklæring på, at de ikke fortæller andre om det. I så fald kan det være en god idé at hive fat i HK og få tjekket, om det er en rimelig aftale, før du skriver under.

Brug også din HK-afdeling til sparring, hvis du synes, at det psykisk er hårdt at stå alene med viden om, at der fx snart skal fyres.

2. Forsøg at løse problemerne internt

Det er en god idé at forsøge at løse problemerne internt på arbejdspladsen. Kan det ikke lade sig gøre, og er der et behov for at råbe offentligheden op om noget, der foregår på din arbejdsplads, så kan HK hjælpe. På den måde er du langt bedre stillet, end hvis du stod med sagen alene.

I den offentlige sektor ser man nogle gange, at tillidsrepræsentanter går til pressen med kritik, hvis ledelsen fx er på vej med en fyringsrunde, eller der opstår andre problemer på arbejdspladsen. Det er langt fra altid den rette vej at gå, når du er privatansat. Husk bl.a. på, at du ikke må dele forretningshemmeligheder, og at du skal være loyal over for din arbejdsplads.

3. Vær loyal over for dine kollegaer

Som tillidsvalgt ligger det i dit mandat, at du skal være loyal over for dine kollegaer. Nogle gange kan det forhold komme på prøve, hvis du får viden om, at en kollega gør noget, som han / hun ikke burde. Her kan det igen være en god idé at forsøge at finde en løsning ”internt” dig og kollegaen imellem, så vedkommende ikke føler, at du bryder tilliden ved at gå direkte til ledelsen med sagen.

Kilde: Søren Boelt Tyndeskov, faglig sekretær i HK Handel